Mamma B's Kitchen

Mamma B's Kitchen

Glimt fra et helt almindeligt liv!

Velkommen forbi min blog, hvor jeg deler ud af mine tanker, meninger og af og til en opskrift eller to.

Så sidder jeg her….

Dessert... ;-)Oprettet af Birgitte Kratgaard 31 dec, 2016 13:54:12

Og ser tilbage på endnu et år, hvor der har været op- og nedture, men hvor jeg hele tiden er landet på begge ben, ikke mindst takket være de mennesker, der er omkring mig.

Min samvittighed har været helt sort i perioder pga. alt for mange fraværsdage på mit arbejde, men jeg har oplevet, at jeg virkelig er havnet det rigtige sted. Jeg har nogle helt fantastiske kollegaer, som har favnet mig selv på mine mørke dage, og med hvem jeg har grinet så tårerne har trillet; mennesker som giver mig ro og tryghed og dermed får det bedste frem i mig. En ledelse, som har valgt at give mig plads til at få styr på de problemer, jeg har med mit hoved, fordi de vil mig og det, jeg giver i mit daglige arbejde, og som dermed gør mig både taknemlig og loyal helt ind i det inderste af mig.

Jeg har ligeledes rundet et stort flot halvt århundrede, og det med mennesker omkring mig, der virkelig betyder noget for mig. En fest som ikke var stor og dyr, men som var mig på alle måder. En aften så fuld af kærlighed og glæde, dans og sang – ja, en sang som var den største kærlighedserklæring, jeg kunne ønske mig. Mit livs kærlighed har virkelig vist vores familie og venner, at det er mig, han elsker. I en alder af 50 år sidder jeg med stor taknemlighed og forsøger at nyde hvert øjeblik, jeg er her. Det er vel også det, vi er her for – at få det bedste ud af det liv, vi er havnet i, og hvis vi ikke trives, hvor vi er, så må kompasset rettes ind, så vi kan styre i den rigtige retning.

Det har taget mig rigtig lang tid at nå frem til det sted i livet, hvor jeg hviler i mig selv og den hverdag, jeg har. Det kan være svært at huske sig selv, når ens liv har bestået i at sørge for, alle rundt om har det godt. Nu er fokus mere på mig selv, og det mærker jeg i den ro, der vokser i mig. Det har også betydet, at jeg har taget mere hårdhændet fat omkring mine problemer med spændinger og migræne, og i skrivende stund er jeg ved at opbygge en hverdag, hvor jeg svømmer tre gange om ugen, laver øvelser dagligt og generelt forsøger at passe på mig selv. Det betyder bl.a. at mærke efter og melde ærligt ud, når kroppen siger, jeg skal have ro. Det kan godt være svært, og det gør ondt på mig, når det går ud over andre, men det kan bare ikke lade sig gøre at komme gennem livet og se sig selv i øjnene helt uden at træde andre over tæerne indimellem. Desværre….

Det år, vi er på vej ud af i dag, har budt på mange udfordringer mellem mit pleaser-jeg og mit ego-jeg – jeg forsøger at nedtone pleaseren i mig og give mere plads til egoisten, men det er bare ikke en nem opgave. Jeg er ved at lære, hvor vigtigt og samtidig svært det er at passe på sig selv og være ærlig over for sig selv på en og samme gang. Men det er uden tvivl den rigtige vej, jeg er på vej ned af, så jeg ser frem til et nyt år, hvor mine to jeg’er nærmer sig hinanden endnu mere.

Tak skridtet ind i 2017 med åbent sind og tag mod det, livet byder dig. Husk at lev det liv, du ønsker og vær tro mod dig selv; og sørg for at leve i nuet. Elsk dig selv og de mennesker, der har en plads i dit hjerte, og sørg for at de ved, du elsker dem.

Godt nytår til alle jer derude – og husk: størst er kærligheden!

Knus & kram
Mamma B smileysmileysmileysmileysmiley





  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post84

Når dråberne falder...

HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 18 nov, 2016 05:31:32

Hverdagen er fuld af spørgsmål, beslutninger, udgifter, ja, mange ting, der tager plads – i hvert fald hos mig! Jeg kan vågne midt om natten og ligge og fundere, og det bider sig selv i halen, når der også er en hverdag, der skal passes. Hvor lidt jeg end har lyst til at indrømme det, så er jeg nået en alder, hvor natteroderi – uanset om det er pga. festlige udskejelser, hverdagsproblemer eller andet – giver bagslag flere dage efter.

Alligevel sker det af og til, at jeg som nu er vågnet alt for tidligt, og når jeg så har ligget og rodet rundt et stykke tid, ender jeg altid med at liste ud af sengen, så ham jeg deler dyne med, kan få ro resten af natten. Også selv om der er kommet styr på det, jeg lå og funderede over. Så det er ikke fordi, jeg nu sidder og er frustreret og prøver at finde en løsning, nej, tværtimod har jeg nu et roligt øjeblik til at finde ro i mine tanker og værdsætte det liv, jeg har i dag.

Dagligt bliver jeg mindet om, hvor hurtigt livet kan forandres, og hvor vigtigt det er at være i nuet og nyde det liv og de mennesker, der er omkring os. Der vil altid være ting, jeg kunne ønske var anderledes, men når det er sagt, så er det ikke ting, jeg kan ændre på. Jeg savner dagligt min far og ville ønske, han stadig var her, men det er han heldigvis ikke – ja, heldigvis fordi han var så syg og mentalt et helt andet sted, de sidste år han levede. Men savnet er der og er langsomt ved at blive en naturlig del af mig, og det er ikke nødvendigvis et negativt savn.

For er kærligheden negativ? Herfra hvor jeg er så nej – kærlighed er mange ting, og ja, den er ikke altid smuk og lyserød, men som udgangspunkt er kærlighed vel positiv…. Den kærlighed jeg oplever, er ikke den store forgyldte af slagsen, men den stille og smukke kærlighed. Som vanddråber lander den på min vej dagligt i mange forskellige former, både som fysiske kys og kram, men også som øjeblikke, der fylder mit hjerte og min krop med glæde og lykke. Selv midt i øjeblikke af smertehelvede i et migræneanfald, kan jeg rammes af dråber af kærlighed, når min datter kommer ind og lægger noget køligt på min pande, eller min kæreste pakker tæppet tættere omkring mig.

I en tid, hvor rigtig mange drøner af sted i overhalingsbanen, befinder jeg mig i ”pensionistbanen”, i hvert fald mentalt. Der er hverdagen med arbejde og skole og alle de praktiske ting, en hverdag med en pre-teen byder på, men det er stadig ikke med fuld knald på. Snarere en tilbagelænet afklaret ro, som jeg håber og tror, vi alle tre har brug for. For når alt kommer til alt, så er det samværet med dem, jeg elsker, der kommer ind som første prioritet, og det kan ikke være anderledes. Livet er fuld af valg, og mit valg er at være her for dem, jeg elsker og holder af.

En fredag morgen i november bliver jeg – igen – ramt af vanddråber fyldt med lykke, fordi jeg er lige her, hvor jeg har det godt. Og mon jeg så ikke får indhentet de manglende timers søvn igen…smiley

Husk at elske jer selv og livet, og vise dem, I elsker, hvad de betyder for jer. For størst er kærligheden!

Mamma B smiley smiley smiley smiley smiley smiley








  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post83

Tanker i tiden

HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 23 sep, 2016 10:14:29

I går var det et år siden, min elskede Daddy tog sit sidste åndedrag. Et helt år – allerede et år….! Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham. Jeg kan stadig få en tåre i øjenkrogen ved tanken om det, han aldrig nåede at se. Sine 5 børnebørn blomstre som de elskede unikke piger, de er og vokser sig til. Hans livs kærlighed vokse endnu mere som menneske og vise en styrke og overlevelsesevne, som er virkelig beundringsværdig. Jeg kan stadig savne at få et kram, hvor jeg bliver barn igen og gemmer ansigtet ved hans bryst og bare mærker og dufter min far. Det er nok det, jeg savner allermest og noget, ingen af os oplevede de sidste år, hvor han var en helt anden – han var slet ikke ”vores” mand, far, svigerfar og farfar/morfar, men et nærmest fremmed menneske, som slet ikke lignede den mand, han havde været, og som lugtede gammelt og sygt.

Heldigvis er det ikke den syge mand, jeg husker, men det unikke menneske han var. Min far på godt og ondt, og et menneske der lærte mig nogle vigtige ting om livet. Jeg husker fx tydeligt, da jeg flyttede fra Vendsyssel til København for at arbejde og studere. Min mor stod på den ene side som en virkelig stræber, der altid har gået efter at være så perfekt som mulig, hvorimod min far flere gange mindede mig om, at ja, en god eksamen er vigtigt, men ”husk nu at have det sjovt samtidig”!! For sådan var han også – jo, han var såmænd også en stræber på sin måde, og han begravede sig også i bøger ved siden af sit arbejde for at gøre sig selv dygtigere hele tiden, men han formåede også at hygge sig og have det sjovt undervejs. Det må siges at være slået igennem hos mig smiley

I dag sidder jeg – midt i en uges smertehelvede med migræner og spændingshovedpiner – og mindes min far igen. Han troede på et liv efter døden, hvilket overraskede mig, og så alligevel ikke. Han har altid været lidt mere alternativ, end de fleste troede. Han begyndte på et tidspunkt at læse om zoneterapi, både fordi det interesserede ham, men også fordi han gerne ville hjælpe mig af med mine mange migræneanfald. Hans bedstemor havde været en såkaldt ”klog kone”, og der var et eller andet der, han havde fået med sig. Da jeg blev mor, opstod der meget hurtigt en helt speciel forbindelse mellem min far og min datter. De fandt hinanden på et plan, hvor vi andre ikke var. Det viste sig meget tydeligt, da min far blev syg, for selv langt hen i sin sygdom (hvor han ikke kunne genkende os andre), nævnte han min datters navn, og de sidste gange hun var med, lyste han op, når han så hende og ville nødigt give slip på hendes hånd igen. Og min lille pige var så supersej, for selv om hendes morfar kunne virke meget skræmmende som det sølle menneske, han var blevet til, så var hun roligheden selv og smilede til ham og gav ham kærligt hånden. Hun trak sig aldrig fra ham. Den morgen, min far blev begravet, fortalte min datter alvorligt og uden nogen form for forskrækkelse, at morfar var kommet til hende om natten og havde været hos hende. Helt roligt var hun sikker på, at han kom for at fortælle hende, at han havde det godt. Måske er der mere mellem himmel og jord, end vi umiddelbart kan forstå…..

I går, 1-års dagen for min fars død, var vi selvfølgelig forbi hans gravsted. Han ligger mellem to træer, hvor der burde være en hængekøje smiley Mellem træerne kunne vi skimte solen, og lige præcis på hans grav, var der helt frisk og fint grønt græs. Jo, han har det godt, der hvor han er, og han passer godt på os hernede, det er der ingen af os, der er i tvivl om.

Og livet går videre – jeg kom til min runde dag i sommer, hvor jeg blev fejret af familie og gode venner. Nogle gange glemmer jeg desværre, hvor fantastiske mennesker jeg egentlig har omkring mig…. Men det blev da slået fast godt og grundigt til min fødselsdag. Uden sammenligning var højdepunktet dog den enestående kærlighedserklæring min elskede kæreste gav mig, da han rejste sig op for, troede jeg, at holde en tale, men hurtigt afsluttede talen for at synge ”Sea of Love” for mig. Der gik næsten et døgn, før det gik helt op for mig, hvad det var, han havde givet mig: Ubetinget kærlighed! Den lever vi med i hverdagen, så meget at det nogle gange næsten føles som en kliche, men sådan er det bare, og det er helt naturligt. Det tog mig rigtig lang tid at nå dertil, hvor jeg var klar til at møde ham, men det var værd at vente på.

Midt i hverdagens banale skønhed bliver jeg dog stadig mindet om, at vi skal huske at leve i nuet og værdsætte det vi har. Igen er et menneske tæt på, en person jeg holder meget af, ramt af en hård sygdom. Med en følelse af uretfærdighed er jeg klar til at hjælpe hende gennem den tid, hvor hendes krop bliver udfordret, så hun kan komme godt gennem sydomsforløbet. Jeg værdsætter min kærestes rummelighed, fordi jeg blot meddeler ham, at nu skal jeg forbi og hilse på igen. Han passer naturligt hverdagen, uanset om jeg er væk et par timer eller mere. For mig er det vigtigt at kunne være der, hvor jeg føler behovet er, og lige nu er det nogle gange hos min veninde, og så er det bare sådan det er. Vi behøver ikke have dybe samtaler, men kan sidde i sofaen og hygge til tv’et, eller gå en tur og få lidt frisk luft. Nogle gange er det bare sådan, det er smiley

Så uanset hvor du er i livet, og uanset hvad du føler du mangler, så prøv at stoppe op og se, hvad det egentlig er du har. Husk at nyde det liv du har, uanset om du synes, det er hårdt eller kedeligt. Du har selv muligheden for at ændre det, men måske skal du bare se de små ting i hverdagen, der gør en positiv forskel for dig. Fx kan det at komme hjem fra arbejde til en tømt opvaskemaskine, gør mig rigtig glad, eller at mærke min datters arme omkring mig og føle kærligheden. Når jeg falder i søvn – oftest på min kæreste brystkasse, mens han læser smiley – er det med et smil på læben, for lykken er at elske og være elsket. Så skal alt det andet nok gå!

Størst er kærligheden!

Kram
Mamma B smileysmileysmileysmileysmiley



  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post82

Det er dagen i dag, der gælder

HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 27 mar, 2016 23:18:21

Vi har alle sammen drømme og håb for fremtiden, og nogle bliver opfyldt mens andre forbliver drømme. Men når vi en dag er nået til afslutningen, er det forhåbentlig med de fleste ting på vores liste tjekket af!

Det er 6 måneder siden, jeg tog afsked med min far, som heldigvis var nået en alder, hvor han havde haft mulighed for at opfylde sine drømme – og de fleste af de ting, han gerne ville, var også tjekket af.

Det er desværre ikke alle, der får muligheden for at nå at få alle drømme opfyldt, hvor gerne de end vil. Jeg tror ikke, der findes en eneste i dag, der ikke på en eller anden måde har mistet et nært familiemedlem eller en nær ven pga en dødelig sygdom – trist men i hvert fald noget jeg har bemærket i min egen omgangskreds, både med familie og venner.

Når det rammer mennesker, vi holder af, og som er et sted i livet, hvor det bare virker så meningsløst og uretfærdigt, er det bare så svært at forstå. Jeg oplever selv, at de personer, der rammes, bliver fantastisk afklarede og stærke og får det bedst mulige ud af den tid, de har. Det blev sagt så utroligt rammende af en, jeg holder meget af – hun sagde: ”selv om vi alle er døende, passer vi ikke nok på hinanden”. Og hun har jo ret, vi er alle døende, men nogle ved hvornår udløbsdatoen er, mens vi andre lever i lykkelig uvidenhed.

Nu skal det hele ikke være så sort, men hver gang døden kommer tæt på, når man står over for at miste en person, der har været en del af ens liv, så kommer der unægtelig tanker op omkring den hverdag, man selv lever i, og jeg er ikke spor anderledes. Da jeg mistede min far var der mange følelser, for selv om han havde haft et godt liv, og selv om han ikke havde noget værdighed tilbage, så var han min far og svær at sige farvel til.

Når et ungt menneske i min omgangskreds pludselig inden for få måneder går fra frisk til at være dødeligt syg, og hun ved, at hun ikke skal se sine små børn vokse op, så får det naturligt nok også tankerne i gang.

Jeg forsøger i min hverdag at være taknemlig for det liv jeg har, og de mennesker jeg omgiver mig med. Jeg kan netop i dag fejre, at jeg for to år siden mødte det menneske, der på alle måder gør mig hel – som min datter sagde, efter han var blevet en del af vores liv, ”han er den brik, der gør vores puslespil helt” smiley Hver aften falder jeg i søvn med et smil, for jeg har vitterlig et liv, jeg er meget taknemlig for.

Ja, alt er langt fra perfekt, men jeg har en ro i min hverdag, et liv fyldt med mennesker, jeg værdsætter og elsker højt, og en kærlighed jeg aldrig havde turdet tro på. Men han er her, og han elsker mig ubetinget som den skøre papegøje jeg er, ligesom jeg elsker ham og alle hans ”perfect imperfectionssmiley Og jeg har mit livs mesterværk, min datter som gør sin Mamma stolt ved blot at være den, hun er – et lille menneske, som udstråler en ro og styrke, som jeg kun kan være stolt over og glad for, hun besidder. Med stor kærlighed i stemmen har hun proklameret, at hun er min selvtillid, når jeg ligger lidt lavt selv. Kærlighed BIG TIME!!

Livet er en gave, kærligheden er en velsignelse – alle bør nyde begge og huske at dele ud af det til de mennesker, der betyder noget. Jeg håber, de mennesker, jeg omgiver mig med, ved, hvor meget de betyder for mig. Livet skal leves nu, det er i dag der gælder, for hvem ved, hvad i morgen bringer. Lev i nuet og nyd det liv, du har – og er du ikke tilfreds, så tag det første skridt til at få det liv, du gerne vil ha’. Det er derude og venter på dig.

Så ud og nyd det, livet og kærligheden!!!

Knus

Mamma B smileysmileysmileysmiley





  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post81

Med fred i mit hjerte....

HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 01 jan, 2016 15:29:11

Den første dag i det nye år starter med en stilhed, som er helt uventet men bestemt ikke ubehagelig – snarere tværtimod efter flere dages optrapning af fyrværkeri og en øredøvende kulmination, da himlen eksploderede i farver de første minutter af 2016.

Jeg ser tilbage på et år, som endnu en gang har bragt både op- og nedture forbi min dør. Et år, hvor jeg har taget beslutninger, som har været længe undervejs, længere end jeg nok rigtig forstår, og et år som har bragt både fred og sorg med sig.

På arbejdsfronten startede jeg med meget få timer, og ret hurtigt stod det klart, at dette ikke ville blive bedre – en følge af dette var, at jeg måtte trække stikket, og stille og roligt få styr på min indre uro og kamp for at finde frem til, hvad det egentlig var, jeg søgte. Da jeg endelig havde taget beslutningen gik det stærkt, måske lidt for stærkt, men jeg landede uden tvivl det rette sted. Mit ego fik et boost i sensommeren, da jeg kun 7 dage efter start som vikar blev tilbudt fastansættelse. Det medførte til gengæld et par måneder, hvor jeg igen befandt mig i en indre kamp, fordi jeg hele tiden forsøgte at slå mig selv i hovedet med de ting, jeg ikke nåede, i stedet for at se alt det, jeg gjorde rigtigt og den positive effekt det havde på min egen og mine omgivelsers hverdag. Men jeg blev stædigt ved, og nu ved jeg, at jeg er havnet lige der, hvor jeg hører til. Jeg har fundet en arbejdsglæde i selve arbejdet og ikke mindst sammen med mine kollegaer, og er – igen – blevet Mamma B (og tante Stram…. smiley ). Selv på de hårde dage, glæder jeg mig over mit arbejde og der grines mere, end jeg kan huske, jeg har gjort mellem 8 og 16 nogensinde før. Mamma B er kommet hjem smiley

Den ro jeg fandt, kan jeg dog ikke tage på min egen kappe helt og aldeles. Den skyldes ikke mindst min elskede lille familie – de giver mig en ro og tryghed, der gør mig i stand til at træffe de beslutninger, som er de bedste for mig og dermed giver mig en endnu større fred i hverdagen. En ro jeg også har haft ekstra meget brug for i efteråret.

Min gamle Daddy, syg og dement som han var, sagde endeligt farvel den 22. september 2015. Selv om det var det allerbedste for ham, og det vi i familien længe havde ønsket for ham, gjorde det naturligt nok stadig ondt at miste ham. Den sorg vi har båret indeni, efterhånden som han langsomt forsvandt ind i sig selv og efterlod en skal, kunne vi endelige lukke ud. Tabet af det menneske, han en gang var, den morfar og farfar han var for sine børnebørn, den far han var for min bror og jeg, og den livskammerat, bedste ven og ægtefælle han havde været i 50 år for min mor, det tab gjorde mere ondt, end jeg på nogen måde havde kunnet forberede mig på. De første mange uger efter, var min største bekymring min mor, og deraf min opmærksomhed næsten udelukkende på hende. Heldigvis har jeg altid været tæt med min mor, og under min fars sygdomsforløb, har vi kunnet tale åbent om alt både godt og skidt, og der har aldrig været noget, der har været tabu. Men at se min mor i kirken, da hun sad mellem min bror og jeg, til sidst bryde sammen af sorg, gjorde mit hjerte så ondt, at jeg knap kunne trække vejret. Min altid stærke og stolte mor, var pludselig et skrøbeligt, alene lille menneske, som hun sad der mellem os….!

I alle de år, jeg kan huske, har hun været der (sammen med min far) og passet på os, aldrig bedt os om noget, og altid rejst sig med en beundringsværdig styrke. Nu følte jeg, at jeg var nødt til at passe ekstra på hende, min elskede mor, og sørge for at hun ikke gik helt ned ved tabet af det menneske, hun nok har elsket højst hele sit liv. Det var egentlig aldrig noget, jeg tænkte over, men blot en naturlig handling. Lidt mere opmærksomhed via de daglige telefonsamtaler, og en tilbagevendende søndagsmiddag, som nu er blevet en tradition, og måske lidt flere smser i løbet af dagen. Men aldrig på noget tidspunkt noget, jeg satte spørgsmålstegn ved, det var bare sådan, det skulle være og fortsætter med at være.

På trods af mine følelsesmæssige op- og nedture i løbet af de sidste 12 måneder, har jeg hver aften, når alle var lagt i seng og lyset var slukket, lagt mig til at sove som et lykkeligt menneske. For lykken er at være omgivet af de personer, der giver dig ubetinget kærlighed. Med elskede V og min livs kærlighed har jeg unægtelig et ret godt udgangspunkt – hvad de to giver mig, blot ved at være en del af mit liv, vil jeg aldrig kunne udtrykke med ord, blot vil jeg sige, at den er alt. Min familie består ud over de to hjerter, naturligt nok af min mor og bror og nærtstående familie, men også af nogle personer, som ikke er blodsbeslægtet, men beslægtet med hjerte og sind. Jeg er omgivet af mennesker, som vil mig det godt, og som elsker mig uanset hvad. Jeg har nogle grundstene (mine 3 søstre ved, hvem de er smiley ), og så har jeg nogle virkelig stærke venskaber, som jeg er så taknemmelige for.

Så alt i alt kan jeg kun sige, at uanset hvilke følelser, der har været i spil, i det år, vi netop har kysset farvel, så har der været en mening med det hele. Jeg starter 2016 med et savn, som altid vil være der, selv om det med tiden bliver en naturlig del af mig, men jeg starter også med kærlighed og tryghed. ”Love, live, laugh” – og så vil jeg tilføje ”cry”, og lad bare alle følelserne springe ud, men vær tro mod dig selv og dem, du elsker. Hvis du kan se dig selv i øjnene, kan det jo ikke være helt forkert, vel?!

Og så kan vi jo se frem til at brag af en fest i midten af 2016, når jeg til sommer runder de 50! Jeg glæder mig allerede til at feste, for fødselsdage har jeg aldrig været bange for, de er kun endnu en grund til at samle de mennesker, der betyder noget. At der så følger et par rynker med, gør da kun livet endnu sjovere – min mormor sagde altid, at hvis du husker at smile, får du glade rynker, så jeg prøver.

Må 2016 blive et år med glæde og fremgang for dig og husk: Størst er kærligheden!

Mamma B smiley smiley smiley smiley





  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post80

Når enden er nær….!

HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 20 sep, 2015 09:55:49

Min elskede Daddy ligger nu på sit dødsleje – han får kun smertestillende, til hans krop endelig giver slip. Det har længe gået den vej, og vi har i familien været enige om, at det bedste ville være, at han fik fred. Men nu hvor det er så nært forestående, så kæmper mine indre følelser en intens kamp – for på den ene side er det en lettelse at vide, han endelig får fred, og på den anden side gør det så inderligt ondt at vide, at nu sker det!

Jeg prøver at forberede mig på, at det kan ske når som helst, men jeg ved godt, at det øjeblik jeg får beskeden, bryder mit indre sammen i sorg. For selv om min far ikke har været til stede som det menneske, han var, i flere år, så er det stadig ham, jeg tager afsked med. Jeg har ikke kunnet få et knus og mærke min fars arme omkring mig og indsnuse hans duft rigtig længe, men det er stadig væk tanken om det, der var, jeg tager afsked med. Som altid prøver jeg at kanalisere mine følelser ud gennem skrift og sang. Jeg har længe forberedt en tekst, som jeg skal synge ved min fars begravelse, og selv om jeg ved, det bliver det sværeste, jeg nogensinde har gjort, så ved jeg også, at det er en del af min sorgbearbejdelse, og mit allersidste farvel til et menneske, som har stået ved min side altid. Så det er noget, jeg skal gennemføre!

Samtidig har jeg stor fokus på et andet menneske, som lige nu bruger alle sine kræfter på at komme gennem dette med oprejst pande – min mor. Hun er et af de stærkeste mennesker, jeg kender, og hun kæmper lige nu for at komme igennem dagene ved min fars side. Hun har al fokus på, at han ingen smerter har og får den ro og omsorg, han har brug for. Hvordan hun får styrken til at sidde ved et menneskes side, som kun er skind og ben, og som har været hendes livskammerat, hendes livs kærlighed og bedste ven i et halvt århundrede, det fatter jeg simpelthen ikke, men hun har en enorm viljestyrke. Derfor har jeg også mere fokus på hende, end på min far. Jeg står last og brast med hende og er klar til at gribe hende, når hun falder – for på et eller andet tidspunkt, når min far er væk og alt det praktiske er overstået, så falder hun sammen. Det er egentlig slet ikke noget, jeg har taget stilling til, for det er helt naturligt, at det øjeblik hun har brug for mig, så står jeg der. Det samme gælder naturligvis for min bror, selv om det nok er på en anden måde.

Men midt i alt det triste finder jeg også en utrolig styrke og varme i min egen lille familie – min elskede datter, som er en stærk lille person, og som kommer og putter sig ind til mig og siger, at morfar får det bedre, når han får fred; og mit livs kærlighed, som passer på mig og tager mig i sin trygge, kærlige favn, når jeg føler, at følelserne tager overhånd. Visheden om, at det jeg har i mit liv, ville have givet min far stor glæde, gør mig stolt, og glæden over at han og min datter havde et helt specielt forhold, mens han stadig var sig selv, giver mig styrke.

Så selv når det er allersværest, er det faktisk til at komme igennem. Min far har haft et fantastisk liv, og selv om vi godt kunne have ønsket, at han havde forladt os på anden vis, så hjælper det ikke at tænke på de sidste år han havde, for det kan vi ikke ændre på. Alt i alt tror jeg ikke, han ville have levet sit liv meget anderledes, og det er vel det bedste, man kan ønske sig!

Og med dette in mente, så bliver det såmænd nok endnu en fin dag. Måske er vi heldige, at det er i dag, min elskede Daddy endelig får fred. Uanset hvad så har han lært mig, at man skal huske at have det sjovt undervejs, for livet skal ikke kun være slid og slæb smiley

Så husk at lev livet i dag og hold jer ikke tilbage men vis jeres nærmeste, hvor højt I elsker dem. Kærligheden er livet smiley

Knus & kram
Mamma B smiley smiley smiley smiley smiley



  • Kommentarer(1)//blog.kratgaard.dk/#post79

På jagt efter lykken!

HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 22 jun, 2015 11:33:32

Jeg har selv brugt tid på at jage den, det indrømmer jeg gerne, og nogle gange endda uden egentlig at vide, hvad det var jeg jagtede. For hvad er det egentlig, det der begreb vi kalder lykke??

Vi bliver kåret som verdens lykkeligste folk igen og igen, og alligevel fyldes medierne af brok og sure opstød fra utallige danskere. Så hvor er det den er, den der lykke?

Selv mener jeg, at jeg i dag er lykkelig. Lykkelig i den hverdag der består i at stå tidligt op, få hverdagen til at glide med vasketøj, madpakker og indkøb, og så falde i søvn på sofaen om aftenen. For det er vel det, der er lykke, tænker jeg….!

”Lykken er ikke gods eller guld” lyder det i en gammel dansk sang fra 1907, men alligevel er der rigtig mange, der i hverdagen jager højtbetalte jobs eller Lotto-gevinster. Selvfølgelig vil penge til enhver tid gøre livet lidt lettere, men jeg tror ikke på, det gør nogen lykkeligere.

Jeg er sikker på, at svarene vil blive mange og forskellige, hvis en række personer blev bedt om at definere lykke, for det er en svær en. Men det handler, i mine øjne, meget om at finde det, der gør dig lykkelig. Og det er nok det, der kan være problemet, tror jeg….. I dag får vi kastet alt muligt i hovedet fra så mange forskellige medier, at man bliver helt træt af bare at skulle forholde sig til det. Og midt i al den information og påvirkning kan det naturligt nok være svært at holde fast i sig selv.

Selv er jeg glad for, jeg ikke er ung i dag. OK, måske er jeg stadig en barnlig sjæl, men jeg lader mig ikke påvirke af, hvad omverdenen mener om mig og mine indfald, eller i hvert fald ikke i samme grad, som jeg har gjort tidligere. Med en barndom og ungdom hvor jeg følte mig uden for fællesskabet stort set altid, har det været en kamp at finde frem til mig. Jeg har stadig en enkelt sætning fra min dagbog ½ år før, jeg flyttede fra Vendsyssel til København i meget klar erindring: ”jeg vil være mine venners ven”. På det tidspunkt var jeg nemlig sikker på, det var lykken – at have venner og være noget for dem.

Det brugte jeg så utallige år på at blive – at få nye venner og være der for dem. Jeg glemte bare, at der også skal noget den anden vej, for at depoterne bliver fyldt op. Jeg har haft mine depressioner, og jeg har grædt mine tårer, men jeg har altid rejst mig igen, for jeg har en medfødt tro på, at alting ordner sig, hvis man bare selv gør sin del af arbejdet smiley

Jeg kunne skrive mange sider om, hvad jeg har været igennem, men det vil jeg undlade at gøre. Blot vil jeg sige, at jeg er sikker på, vi alle har vore kampe at kæmpe, og at vi alle gør det på en måde, der er bedst for den enkelte. Og sådan skal det også være. For mig har det været vigtigt, at jeg har taget noget med mig, når jeg har nået bunden, at jeg har lært noget om mig selv, og at jeg har lovet mig selv, at visse ting ikke skal gentage sig. Men vi er kun mennesker, og ingen er perfekte, så derfor skal der også være plads til at træde ved siden af.

Lige her og nu, hvor jeg er i dag, er jeg både lykkelig og tæt ved at nå bunden. Det lyder lidt paradoksalt, at jeg er et sted i mit liv, hvor jeg faktisk tør kalde mig selv lykkelig, og samtidig sidder jeg og tuder over vejrudsigten – ja, ok, hvem gør ikke det nu…. smiley Måske fordi jeg har været her før, altså i det sorte hul, ved jeg også, at jeg kommer op igen, og jeg ved også, hvad der kan hjælpe mig på rette vej. Og det påvirker ikke min lykke i hverdagen, for den har ikke noget med mit tuderi at gøre.

Jeg har en hverdag med mennesker, jeg elsker og som elsker mig. Jeg har fundet mit livs kærlighed, og nyder at han og min datter stortrives i hinandens selskab. Det han giver mig, kan jeg slet ikke sætte ord på, men når jeg lukker øjnene om aftenen og mærker hans arme om mig, så er jeg lykkelig. Omkring mig findes der mennesker, som elsker mig lige for det tossede menneske jeg er på godt og ondt. Personer som har været her for mig uanset hvad, og personer som jeg føler mig meget taknemmelig over at have i mit liv. Jeg håber, jeg også giver dem noget i deres liv, men jeg er holdt op med at måle, hvor meget jeg giver ud. For jeg giver, hvad jeg kan, og det tror jeg faktisk er nok.

Så på trods af at juni tydeligvis har tekniske problemer på vejrsiden, så ser livet godt ud fra 3. sal. For her er lykken at elske og blive elsket, og så se glæden i hverdagen med de oplevelser, der byder sig. For i sidste ende må lykken jo hænge sammen med kærlighed mellem mennesker, uanset om det er mellem forældre og børn, familie eller nære venner.

Lad mig slutte med at minde jer om, at vi kun lever en gang. Sæt ord på de følelser du har til de mennesker, du har omkring dig og gør det i dag! Og nyd at du er omgivet af personer, der vil dig det godt, for det er dem, du skal bruge din energi på.

Livet og kærligheden er en gave – værn om dem!

Knus & kram

Mamma B smileysmileysmileysmileysmileysmiley





  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post78

Rabarber....mmmmm ;-)

Opskrifter fra Mamma BOprettet af Birgitte Kratgaard 21 jun, 2015 17:25:00

Rabarber er en af mine favoritter (sammen med alle de andre, jeg har....), og lige nu er der jævnligt et bundt at hente i min mors baghave. Jeg husker, hvordan vi på Kratgaarden fik hjemmelavet saft, og efter jeg faldt over en meget enkelt opskrift på nettet, er rabarbersaft nu også en populær drik hos os. Og så lykkedes det mig minsandten også at finde en super lækker opskrift på cupcakes med rabarber, så kast jer ud i det og prøv. Begge dele er lækre i venten på sommeren..... smiley

Rabarbersaft

1 liter vand

500 g rabarber

2 dl rørsukker

1 vaniljestang og kornene heraf

Rens rabarberstænglerne og skær dem i mindre stykker. Kom rabarber, vand, sukker, vaniljekorn og vaniljestang i en gryde. Kog op og lad det koge i 10-20 min. afhængigt af stykkernes størrelse, men rabarberne skal være godt kogt ud. Tag gryden af varmen og lad saften køle af. Sigt saften gennem en sigte og hæld den direkte på flaske. Den kan opbevares i et par uger på køl og fortyndes med vand, dansk vand eller måske en mousserende vin.

Når den hældes gennem en alm. sigte bliver den lidt uklar – det foretrækker jeg, men den kan naturligvis også hældes gennem et klæde og blive helt klar smiley


Rabarber/marcipan-cupcakes (10-12 stk.)

2 æg

120 g. sukker

Kornene fra en halv vaniljestang

100 g. revet marcipan

125 g. hvedemel

1/2 tsk. bagepulver

75 g blødt smør

1 dl fine rabarber i små tern

PYNT: Glasur af flormelis og vand eller frostning af flødeost og flormelis, samt friske bær eller festligt krymmel

Pisk smør, sukker og vaniljekorn sammen til en luftigt masse. Tilsæt æggene, et af gangen til blandingen er jævn. Hæld melet, bagepulver og revet marcipan i. Drys rabarber med en smule mel og bland det i resten af dejen og miks det sammen. Fyld dejen i formene så de er ¾ fulde. Bag kagerne i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft. Bag i 15-20 min. afhængigt af din ovn – hold øje med dem! Pyntes med glasur/frosting eller serveres som de er smiley





  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post77
« ForrigeNæste »