Mamma B's Kitchen

Mamma B's Kitchen

Glimt fra et helt almindeligt liv!

Velkommen forbi min blog, hvor jeg deler ud af mine tanker, meninger og af og til en opskrift eller to.

Lever du i en drøm??

HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 31 aug, 2018 13:20:15

Det er efterhånden mere hverdag end en sjældenhed, at jeg hører om en i min omgangskreds, der er ramt af sygdom eller anden form for livsændrende oplevelse. Det har efterhånden plantet en mere eller mindre konstant bevidsthed hos mig om, at vi er her nu, og vi skal huske at værdsætte det, vi har nu og ikke vente.

Jeg tror mange kender det med, ”hvis bare jeg kunne, så….”, eller ”hvis jeg nu vandt i Lotto, så”, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg selv har været der et par gange, men jeg prøver ihærdigt at ændre mit mindset, for det er jo ikke det, der gør forskellen. I hvert fald ikke på den lange bane…..

Penge vil altid gøre, at man kan købe sig frihed, materielle goder og selvfølgelig en masse dejlige oplevelser, men hvad med at se lige frem for næsen af dig selv, og se det liv, du lever. Det arbejde, du står op til hver morgen, og de mennesker, du lever dit liv med. For det er jo her, du er, ikk’?!

Det er på ingen måde pegen fingre af nogen, for jeg har såmænd selv været der, og jeg ved bestemt godt, at det kræver en bevidst ændring. I en længere periode kunne jeg ikke finde arbejdsglæden, og når jeg kom hjem, var jeg bare træt og faldt i søvn i sofaen, hver aften (og jeg mener hver aften), hvilket samtidig gav mig enormt dårlig samvittighed over for min familie. Jeg kæmpede ud over det også med en migræne og højst sandsynligt deraf en dårlig samvittighed over for mit arbejde og frustration over ikke at kunne passe det, men i stedet fylde mig med piller alt for meget og i alt for store mængder.

Min opvågning kom ikke fra det ene øjeblik til det andet, men over en længere periode. I forbindelse med en sygemelding, fik jeg mulighed for at få ro på mig selv, mine tanker og min hverdag. I mine tanker havde jeg længe ledt efter ”dét”, der ville give mig arbejdsglæde, og jeg følte, der var noget uforløst i mig. Havde det været en film, var det kommet til mig i en drøm eller lignende, men i min virkelighed måtte jeg bare erkende, at der ikke skete noget.

Og hele tiden var en del af mine tanker optaget af ”dét” i stedet for at være til stede både på arbejde og herhjemme. Desværre gik der ½ år, hvor jeg blev ret dårlig pga migræne igen, men til sidst fandt jeg og min chef en midlertidig løsning (jeg kan lige så godt indrømme, at jeg lige nu drømmer om, at den bliver permanent….), og i de sidste 3 måneder har jeg arbejdet på nedsat tid. Det har været helt fantastisk – for jeg har haft tid til mig selv, til mere fysisk aktivitet, overskud til min familie, og så har jeg kunne passe mig arbejde med et meget større overblik, end jeg har følt længe.

Det viste sig for mit vedkommende, at det slet ikke var jobbet, der var noget galt med, men snarere mine forventninger til mig selv i forhold til jobbet. Nu hvor jeg har overskud til at klare dagens opgaver, oplever jeg ikke den stress, der tit kom snigende i løbet af en dag, og jeg er meget mere afklaret med forventningerne. Jeg ved godt, at der et eller andet sted indeni mig er en lyst til at begynde at læse psykologi på et eller andet niveau, men det er ikke fejet af bordet, fordi jeg vælger at være til stede her og nu.

Efter mange års jagt på drømmejobbet, må jeg bare sige, at med tanke på de fantastisk dejlige mennesker jeg har mødt undervejs og taget med mig videre i livet, så er det vigtigste for mig, at jeg trives med de mennesker, jeg deler min arbejdstid med.

Det betyder ikke, at drømmen om på et eller andet tidspunkt at kaste mig over psykologien på fuldtid eller ved siden af jobbet er væk – snarere tværtimod. Nu tillader jeg den at være synlig, og mens jeg bevæger mig hen mod den, nyder jeg den hverdag, jeg er i lige nu og her.

Så drømmen er synlig og eksisterer, men husk nu at nyde vejen mod drømmen, for vi ved ikke, hvad der sker i morgen.

Derfor start weekenden med at kysse og kramme dem, du elsker, for uanset hvor du befinder dig i livet, så er det vigtigste at huske, at kærligheden er livet!

Kys & kram
Mamma B smileysmileysmiley











  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post93