Mamma B's Kitchen

Mamma B's Kitchen

Glimt fra et helt almindeligt liv!

Velkommen forbi min blog, hvor jeg deler ud af mine tanker, meninger og af og til en opskrift eller to.

På jagt efter lykken!

HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 22 jun, 2015 11:33:32

Jeg har selv brugt tid på at jage den, det indrømmer jeg gerne, og nogle gange endda uden egentlig at vide, hvad det var jeg jagtede. For hvad er det egentlig, det der begreb vi kalder lykke??

Vi bliver kåret som verdens lykkeligste folk igen og igen, og alligevel fyldes medierne af brok og sure opstød fra utallige danskere. Så hvor er det den er, den der lykke?

Selv mener jeg, at jeg i dag er lykkelig. Lykkelig i den hverdag der består i at stå tidligt op, få hverdagen til at glide med vasketøj, madpakker og indkøb, og så falde i søvn på sofaen om aftenen. For det er vel det, der er lykke, tænker jeg….!

”Lykken er ikke gods eller guld” lyder det i en gammel dansk sang fra 1907, men alligevel er der rigtig mange, der i hverdagen jager højtbetalte jobs eller Lotto-gevinster. Selvfølgelig vil penge til enhver tid gøre livet lidt lettere, men jeg tror ikke på, det gør nogen lykkeligere.

Jeg er sikker på, at svarene vil blive mange og forskellige, hvis en række personer blev bedt om at definere lykke, for det er en svær en. Men det handler, i mine øjne, meget om at finde det, der gør dig lykkelig. Og det er nok det, der kan være problemet, tror jeg….. I dag får vi kastet alt muligt i hovedet fra så mange forskellige medier, at man bliver helt træt af bare at skulle forholde sig til det. Og midt i al den information og påvirkning kan det naturligt nok være svært at holde fast i sig selv.

Selv er jeg glad for, jeg ikke er ung i dag. OK, måske er jeg stadig en barnlig sjæl, men jeg lader mig ikke påvirke af, hvad omverdenen mener om mig og mine indfald, eller i hvert fald ikke i samme grad, som jeg har gjort tidligere. Med en barndom og ungdom hvor jeg følte mig uden for fællesskabet stort set altid, har det været en kamp at finde frem til mig. Jeg har stadig en enkelt sætning fra min dagbog ½ år før, jeg flyttede fra Vendsyssel til København i meget klar erindring: ”jeg vil være mine venners ven”. På det tidspunkt var jeg nemlig sikker på, det var lykken – at have venner og være noget for dem.

Det brugte jeg så utallige år på at blive – at få nye venner og være der for dem. Jeg glemte bare, at der også skal noget den anden vej, for at depoterne bliver fyldt op. Jeg har haft mine depressioner, og jeg har grædt mine tårer, men jeg har altid rejst mig igen, for jeg har en medfødt tro på, at alting ordner sig, hvis man bare selv gør sin del af arbejdet smiley

Jeg kunne skrive mange sider om, hvad jeg har været igennem, men det vil jeg undlade at gøre. Blot vil jeg sige, at jeg er sikker på, vi alle har vore kampe at kæmpe, og at vi alle gør det på en måde, der er bedst for den enkelte. Og sådan skal det også være. For mig har det været vigtigt, at jeg har taget noget med mig, når jeg har nået bunden, at jeg har lært noget om mig selv, og at jeg har lovet mig selv, at visse ting ikke skal gentage sig. Men vi er kun mennesker, og ingen er perfekte, så derfor skal der også være plads til at træde ved siden af.

Lige her og nu, hvor jeg er i dag, er jeg både lykkelig og tæt ved at nå bunden. Det lyder lidt paradoksalt, at jeg er et sted i mit liv, hvor jeg faktisk tør kalde mig selv lykkelig, og samtidig sidder jeg og tuder over vejrudsigten – ja, ok, hvem gør ikke det nu…. smiley Måske fordi jeg har været her før, altså i det sorte hul, ved jeg også, at jeg kommer op igen, og jeg ved også, hvad der kan hjælpe mig på rette vej. Og det påvirker ikke min lykke i hverdagen, for den har ikke noget med mit tuderi at gøre.

Jeg har en hverdag med mennesker, jeg elsker og som elsker mig. Jeg har fundet mit livs kærlighed, og nyder at han og min datter stortrives i hinandens selskab. Det han giver mig, kan jeg slet ikke sætte ord på, men når jeg lukker øjnene om aftenen og mærker hans arme om mig, så er jeg lykkelig. Omkring mig findes der mennesker, som elsker mig lige for det tossede menneske jeg er på godt og ondt. Personer som har været her for mig uanset hvad, og personer som jeg føler mig meget taknemmelig over at have i mit liv. Jeg håber, jeg også giver dem noget i deres liv, men jeg er holdt op med at måle, hvor meget jeg giver ud. For jeg giver, hvad jeg kan, og det tror jeg faktisk er nok.

Så på trods af at juni tydeligvis har tekniske problemer på vejrsiden, så ser livet godt ud fra 3. sal. For her er lykken at elske og blive elsket, og så se glæden i hverdagen med de oplevelser, der byder sig. For i sidste ende må lykken jo hænge sammen med kærlighed mellem mennesker, uanset om det er mellem forældre og børn, familie eller nære venner.

Lad mig slutte med at minde jer om, at vi kun lever en gang. Sæt ord på de følelser du har til de mennesker, du har omkring dig og gør det i dag! Og nyd at du er omgivet af personer, der vil dig det godt, for det er dem, du skal bruge din energi på.

Livet og kærligheden er en gave – værn om dem!

Knus & kram

Mamma B smileysmileysmileysmileysmileysmiley





  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post78