Mamma B's Kitchen

Mamma B's Kitchen

You'll mainly read what happens in my mind while I spend hours in my Kitchen ;-)



FanFABulous that you've reached my "Kitchen" - I hope the sharing of my thoughts on (mainly my own) life gives you reason to smile ;-)
I might even share one or two recipes with you now and again....

If you are looking for the professional Birgitte, please go to www.kratgaard.com

Alle mine spøgelser….!

Main coursePosted by Birgitte Kratgaard 20 Feb, 2015 14:23:10

Jeg havde ikke lige set det komme, men jeg blev overmandet af et af fortidens spøgelser…. smiley

Vi har dem alle sammen, nogle flere end andre, og nogle af os er mere bevidste om dem end andre, men de er der, uanset hvad vi prøver at bilde os selv ind. Jeg har en del, men nogle af dem er betydeligt stærkere end andre, og jeg kender dem alt for godt. Desværre lytter de ikke til fornuft men lever udelukkende af følelser og usikkerhed, og nogle gange bliver jeg overmandet af dem så pludseligt, at jeg slet ikke når at afbøde ”angrebet”.

Det meste af tiden anser jeg mig selv for at være et ret fornuftigt menneske med begge ben solidt plantet på jorden, og jeg havde måske endda bildt mig selv ind, at jeg i dag står endnu stærkere end for bare et år siden. Og så alligevel ikke….!

Måske er det pga. trætheden efter for lidt søvn over flere dage, måske er jeg bare ikke så frisk helbredsmæssigt, som jeg gerne vil være, eller måske er det en helt naturlig reaktion på, hvor jeg er i dag. Uanset hvad så stod jeg ansigt til ansigt med et kæmpe spøgelse, da jeg slog øjnene op i morges. Alle mine forsøg på at få fornuften til at vise sit stærke ansigt blev skudt i sænk af spøgelset og dets enorme styrke. I stedet stod jeg med en uhyggelig stærk følelse af usikkerhed og angst for at miste.

Selv efter jeg med de stærkeste kort på hånden kunne afvise spøgelset, sad følelsen i mig flere timer efter. Det skræmmer mig, og samtidig bekræfter det mig i, hvor jeg er i dag. Jeg har åbent fortalt om spøgelset (og alle dets ”venner” i min bagage), og jeg ved, at det kommer igen. Men jeg ved også, at det kun er spøgelser, og at de en gang imellem skræmmer mig og får mig helt ud til kanten – forskellen er bare, at de i dag ikke får mig ud over kanten.

Hvis jeg skal finde noget positivt må det være, at jeg får rusket op i mig selv og bliver mindet om, hvad det er, jeg har i dag. Hvor heldig jeg er, men også hvor skrøbeligt det egentlig er. Kærligheden mellem mennesker, uanset om det er mellem to elskende eller to nære venner, er i bund og grund skrøbelig, og det er vigtigt, at vi tør kalde vores fortids spøgelser ved navn, når de dukker op.

Min følelsesmæssige fortid består meget af svigt og tab, men det betyder jo ikke, at min nutid og fremtid også gør det. At jeg reagerer på spøgelserne behøver ikke betyde, at jeg lader dem styre mig. Jeg bliver mindet om, hvor jeg kommer fra, og jeg bliver mindet om, hvad jeg har i dag. Og det er egentlig helt i orden, så længe jeg ikke lader panikken gribe mig og dermed risikerer at ødelægge, hvad jeg har i dag.

Så slutreplikken må, som altid, være: husk at vise andre, hvad I føler dem. Gør det nu og ikke i morgen – vær ikke bange for at lade spøgelserne titte frem, men sørg for de ikke overskygger nutiden og kærligheden. Uanset hvad der sker så husk på:

Størst er kærligheden!

Mamma B smiley smiley smiley smiley smiley smiley



  • Comments(0)//blog.kratgaard.dk/#post74