Mamma B's Kitchen

Mamma B's Kitchen

Glimt fra et helt almindeligt liv!

Velkommen forbi min blog, hvor jeg deler ud af mine tanker, meninger og af og til en opskrift eller to.

Med fred i mit hjerte....

HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 01 jan, 2016 15:29:11

Den første dag i det nye år starter med en stilhed, som er helt uventet men bestemt ikke ubehagelig – snarere tværtimod efter flere dages optrapning af fyrværkeri og en øredøvende kulmination, da himlen eksploderede i farver de første minutter af 2016.

Jeg ser tilbage på et år, som endnu en gang har bragt både op- og nedture forbi min dør. Et år, hvor jeg har taget beslutninger, som har været længe undervejs, længere end jeg nok rigtig forstår, og et år som har bragt både fred og sorg med sig.

På arbejdsfronten startede jeg med meget få timer, og ret hurtigt stod det klart, at dette ikke ville blive bedre – en følge af dette var, at jeg måtte trække stikket, og stille og roligt få styr på min indre uro og kamp for at finde frem til, hvad det egentlig var, jeg søgte. Da jeg endelig havde taget beslutningen gik det stærkt, måske lidt for stærkt, men jeg landede uden tvivl det rette sted. Mit ego fik et boost i sensommeren, da jeg kun 7 dage efter start som vikar blev tilbudt fastansættelse. Det medførte til gengæld et par måneder, hvor jeg igen befandt mig i en indre kamp, fordi jeg hele tiden forsøgte at slå mig selv i hovedet med de ting, jeg ikke nåede, i stedet for at se alt det, jeg gjorde rigtigt og den positive effekt det havde på min egen og mine omgivelsers hverdag. Men jeg blev stædigt ved, og nu ved jeg, at jeg er havnet lige der, hvor jeg hører til. Jeg har fundet en arbejdsglæde i selve arbejdet og ikke mindst sammen med mine kollegaer, og er – igen – blevet Mamma B (og tante Stram…. smiley ). Selv på de hårde dage, glæder jeg mig over mit arbejde og der grines mere, end jeg kan huske, jeg har gjort mellem 8 og 16 nogensinde før. Mamma B er kommet hjem smiley

Den ro jeg fandt, kan jeg dog ikke tage på min egen kappe helt og aldeles. Den skyldes ikke mindst min elskede lille familie – de giver mig en ro og tryghed, der gør mig i stand til at træffe de beslutninger, som er de bedste for mig og dermed giver mig en endnu større fred i hverdagen. En ro jeg også har haft ekstra meget brug for i efteråret.

Min gamle Daddy, syg og dement som han var, sagde endeligt farvel den 22. september 2015. Selv om det var det allerbedste for ham, og det vi i familien længe havde ønsket for ham, gjorde det naturligt nok stadig ondt at miste ham. Den sorg vi har båret indeni, efterhånden som han langsomt forsvandt ind i sig selv og efterlod en skal, kunne vi endelige lukke ud. Tabet af det menneske, han en gang var, den morfar og farfar han var for sine børnebørn, den far han var for min bror og jeg, og den livskammerat, bedste ven og ægtefælle han havde været i 50 år for min mor, det tab gjorde mere ondt, end jeg på nogen måde havde kunnet forberede mig på. De første mange uger efter, var min største bekymring min mor, og deraf min opmærksomhed næsten udelukkende på hende. Heldigvis har jeg altid været tæt med min mor, og under min fars sygdomsforløb, har vi kunnet tale åbent om alt både godt og skidt, og der har aldrig været noget, der har været tabu. Men at se min mor i kirken, da hun sad mellem min bror og jeg, til sidst bryde sammen af sorg, gjorde mit hjerte så ondt, at jeg knap kunne trække vejret. Min altid stærke og stolte mor, var pludselig et skrøbeligt, alene lille menneske, som hun sad der mellem os….!

I alle de år, jeg kan huske, har hun været der (sammen med min far) og passet på os, aldrig bedt os om noget, og altid rejst sig med en beundringsværdig styrke. Nu følte jeg, at jeg var nødt til at passe ekstra på hende, min elskede mor, og sørge for at hun ikke gik helt ned ved tabet af det menneske, hun nok har elsket højst hele sit liv. Det var egentlig aldrig noget, jeg tænkte over, men blot en naturlig handling. Lidt mere opmærksomhed via de daglige telefonsamtaler, og en tilbagevendende søndagsmiddag, som nu er blevet en tradition, og måske lidt flere smser i løbet af dagen. Men aldrig på noget tidspunkt noget, jeg satte spørgsmålstegn ved, det var bare sådan, det skulle være og fortsætter med at være.

På trods af mine følelsesmæssige op- og nedture i løbet af de sidste 12 måneder, har jeg hver aften, når alle var lagt i seng og lyset var slukket, lagt mig til at sove som et lykkeligt menneske. For lykken er at være omgivet af de personer, der giver dig ubetinget kærlighed. Med elskede V og min livs kærlighed har jeg unægtelig et ret godt udgangspunkt – hvad de to giver mig, blot ved at være en del af mit liv, vil jeg aldrig kunne udtrykke med ord, blot vil jeg sige, at den er alt. Min familie består ud over de to hjerter, naturligt nok af min mor og bror og nærtstående familie, men også af nogle personer, som ikke er blodsbeslægtet, men beslægtet med hjerte og sind. Jeg er omgivet af mennesker, som vil mig det godt, og som elsker mig uanset hvad. Jeg har nogle grundstene (mine 3 søstre ved, hvem de er smiley ), og så har jeg nogle virkelig stærke venskaber, som jeg er så taknemmelige for.

Så alt i alt kan jeg kun sige, at uanset hvilke følelser, der har været i spil, i det år, vi netop har kysset farvel, så har der været en mening med det hele. Jeg starter 2016 med et savn, som altid vil være der, selv om det med tiden bliver en naturlig del af mig, men jeg starter også med kærlighed og tryghed. ”Love, live, laugh” – og så vil jeg tilføje ”cry”, og lad bare alle følelserne springe ud, men vær tro mod dig selv og dem, du elsker. Hvis du kan se dig selv i øjnene, kan det jo ikke være helt forkert, vel?!

Og så kan vi jo se frem til at brag af en fest i midten af 2016, når jeg til sommer runder de 50! Jeg glæder mig allerede til at feste, for fødselsdage har jeg aldrig været bange for, de er kun endnu en grund til at samle de mennesker, der betyder noget. At der så følger et par rynker med, gør da kun livet endnu sjovere – min mormor sagde altid, at hvis du husker at smile, får du glade rynker, så jeg prøver.

Må 2016 blive et år med glæde og fremgang for dig og husk: Størst er kærligheden!

Mamma B smiley smiley smiley smiley





  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post80

Når enden er nær….!

HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 20 sep, 2015 09:55:49

Min elskede Daddy ligger nu på sit dødsleje – han får kun smertestillende, til hans krop endelig giver slip. Det har længe gået den vej, og vi har i familien været enige om, at det bedste ville være, at han fik fred. Men nu hvor det er så nært forestående, så kæmper mine indre følelser en intens kamp – for på den ene side er det en lettelse at vide, han endelig får fred, og på den anden side gør det så inderligt ondt at vide, at nu sker det!

Jeg prøver at forberede mig på, at det kan ske når som helst, men jeg ved godt, at det øjeblik jeg får beskeden, bryder mit indre sammen i sorg. For selv om min far ikke har været til stede som det menneske, han var, i flere år, så er det stadig ham, jeg tager afsked med. Jeg har ikke kunnet få et knus og mærke min fars arme omkring mig og indsnuse hans duft rigtig længe, men det er stadig væk tanken om det, der var, jeg tager afsked med. Som altid prøver jeg at kanalisere mine følelser ud gennem skrift og sang. Jeg har længe forberedt en tekst, som jeg skal synge ved min fars begravelse, og selv om jeg ved, det bliver det sværeste, jeg nogensinde har gjort, så ved jeg også, at det er en del af min sorgbearbejdelse, og mit allersidste farvel til et menneske, som har stået ved min side altid. Så det er noget, jeg skal gennemføre!

Samtidig har jeg stor fokus på et andet menneske, som lige nu bruger alle sine kræfter på at komme gennem dette med oprejst pande – min mor. Hun er et af de stærkeste mennesker, jeg kender, og hun kæmper lige nu for at komme igennem dagene ved min fars side. Hun har al fokus på, at han ingen smerter har og får den ro og omsorg, han har brug for. Hvordan hun får styrken til at sidde ved et menneskes side, som kun er skind og ben, og som har været hendes livskammerat, hendes livs kærlighed og bedste ven i et halvt århundrede, det fatter jeg simpelthen ikke, men hun har en enorm viljestyrke. Derfor har jeg også mere fokus på hende, end på min far. Jeg står last og brast med hende og er klar til at gribe hende, når hun falder – for på et eller andet tidspunkt, når min far er væk og alt det praktiske er overstået, så falder hun sammen. Det er egentlig slet ikke noget, jeg har taget stilling til, for det er helt naturligt, at det øjeblik hun har brug for mig, så står jeg der. Det samme gælder naturligvis for min bror, selv om det nok er på en anden måde.

Men midt i alt det triste finder jeg også en utrolig styrke og varme i min egen lille familie – min elskede datter, som er en stærk lille person, og som kommer og putter sig ind til mig og siger, at morfar får det bedre, når han får fred; og mit livs kærlighed, som passer på mig og tager mig i sin trygge, kærlige favn, når jeg føler, at følelserne tager overhånd. Visheden om, at det jeg har i mit liv, ville have givet min far stor glæde, gør mig stolt, og glæden over at han og min datter havde et helt specielt forhold, mens han stadig var sig selv, giver mig styrke.

Så selv når det er allersværest, er det faktisk til at komme igennem. Min far har haft et fantastisk liv, og selv om vi godt kunne have ønsket, at han havde forladt os på anden vis, så hjælper det ikke at tænke på de sidste år han havde, for det kan vi ikke ændre på. Alt i alt tror jeg ikke, han ville have levet sit liv meget anderledes, og det er vel det bedste, man kan ønske sig!

Og med dette in mente, så bliver det såmænd nok endnu en fin dag. Måske er vi heldige, at det er i dag, min elskede Daddy endelig får fred. Uanset hvad så har han lært mig, at man skal huske at have det sjovt undervejs, for livet skal ikke kun være slid og slæb smiley

Så husk at lev livet i dag og hold jer ikke tilbage men vis jeres nærmeste, hvor højt I elsker dem. Kærligheden er livet smiley

Knus & kram
Mamma B smiley smiley smiley smiley smiley



  • Kommentarer(1)//blog.kratgaard.dk/#post79

På jagt efter lykken!

HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 22 jun, 2015 11:33:32

Jeg har selv brugt tid på at jage den, det indrømmer jeg gerne, og nogle gange endda uden egentlig at vide, hvad det var jeg jagtede. For hvad er det egentlig, det der begreb vi kalder lykke??

Vi bliver kåret som verdens lykkeligste folk igen og igen, og alligevel fyldes medierne af brok og sure opstød fra utallige danskere. Så hvor er det den er, den der lykke?

Selv mener jeg, at jeg i dag er lykkelig. Lykkelig i den hverdag der består i at stå tidligt op, få hverdagen til at glide med vasketøj, madpakker og indkøb, og så falde i søvn på sofaen om aftenen. For det er vel det, der er lykke, tænker jeg….!

”Lykken er ikke gods eller guld” lyder det i en gammel dansk sang fra 1907, men alligevel er der rigtig mange, der i hverdagen jager højtbetalte jobs eller Lotto-gevinster. Selvfølgelig vil penge til enhver tid gøre livet lidt lettere, men jeg tror ikke på, det gør nogen lykkeligere.

Jeg er sikker på, at svarene vil blive mange og forskellige, hvis en række personer blev bedt om at definere lykke, for det er en svær en. Men det handler, i mine øjne, meget om at finde det, der gør dig lykkelig. Og det er nok det, der kan være problemet, tror jeg….. I dag får vi kastet alt muligt i hovedet fra så mange forskellige medier, at man bliver helt træt af bare at skulle forholde sig til det. Og midt i al den information og påvirkning kan det naturligt nok være svært at holde fast i sig selv.

Selv er jeg glad for, jeg ikke er ung i dag. OK, måske er jeg stadig en barnlig sjæl, men jeg lader mig ikke påvirke af, hvad omverdenen mener om mig og mine indfald, eller i hvert fald ikke i samme grad, som jeg har gjort tidligere. Med en barndom og ungdom hvor jeg følte mig uden for fællesskabet stort set altid, har det været en kamp at finde frem til mig. Jeg har stadig en enkelt sætning fra min dagbog ½ år før, jeg flyttede fra Vendsyssel til København i meget klar erindring: ”jeg vil være mine venners ven”. På det tidspunkt var jeg nemlig sikker på, det var lykken – at have venner og være noget for dem.

Det brugte jeg så utallige år på at blive – at få nye venner og være der for dem. Jeg glemte bare, at der også skal noget den anden vej, for at depoterne bliver fyldt op. Jeg har haft mine depressioner, og jeg har grædt mine tårer, men jeg har altid rejst mig igen, for jeg har en medfødt tro på, at alting ordner sig, hvis man bare selv gør sin del af arbejdet smiley

Jeg kunne skrive mange sider om, hvad jeg har været igennem, men det vil jeg undlade at gøre. Blot vil jeg sige, at jeg er sikker på, vi alle har vore kampe at kæmpe, og at vi alle gør det på en måde, der er bedst for den enkelte. Og sådan skal det også være. For mig har det været vigtigt, at jeg har taget noget med mig, når jeg har nået bunden, at jeg har lært noget om mig selv, og at jeg har lovet mig selv, at visse ting ikke skal gentage sig. Men vi er kun mennesker, og ingen er perfekte, så derfor skal der også være plads til at træde ved siden af.

Lige her og nu, hvor jeg er i dag, er jeg både lykkelig og tæt ved at nå bunden. Det lyder lidt paradoksalt, at jeg er et sted i mit liv, hvor jeg faktisk tør kalde mig selv lykkelig, og samtidig sidder jeg og tuder over vejrudsigten – ja, ok, hvem gør ikke det nu…. smiley Måske fordi jeg har været her før, altså i det sorte hul, ved jeg også, at jeg kommer op igen, og jeg ved også, hvad der kan hjælpe mig på rette vej. Og det påvirker ikke min lykke i hverdagen, for den har ikke noget med mit tuderi at gøre.

Jeg har en hverdag med mennesker, jeg elsker og som elsker mig. Jeg har fundet mit livs kærlighed, og nyder at han og min datter stortrives i hinandens selskab. Det han giver mig, kan jeg slet ikke sætte ord på, men når jeg lukker øjnene om aftenen og mærker hans arme om mig, så er jeg lykkelig. Omkring mig findes der mennesker, som elsker mig lige for det tossede menneske jeg er på godt og ondt. Personer som har været her for mig uanset hvad, og personer som jeg føler mig meget taknemmelig over at have i mit liv. Jeg håber, jeg også giver dem noget i deres liv, men jeg er holdt op med at måle, hvor meget jeg giver ud. For jeg giver, hvad jeg kan, og det tror jeg faktisk er nok.

Så på trods af at juni tydeligvis har tekniske problemer på vejrsiden, så ser livet godt ud fra 3. sal. For her er lykken at elske og blive elsket, og så se glæden i hverdagen med de oplevelser, der byder sig. For i sidste ende må lykken jo hænge sammen med kærlighed mellem mennesker, uanset om det er mellem forældre og børn, familie eller nære venner.

Lad mig slutte med at minde jer om, at vi kun lever en gang. Sæt ord på de følelser du har til de mennesker, du har omkring dig og gør det i dag! Og nyd at du er omgivet af personer, der vil dig det godt, for det er dem, du skal bruge din energi på.

Livet og kærligheden er en gave – værn om dem!

Knus & kram

Mamma B smileysmileysmileysmileysmileysmiley





  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post78

Rabarber....mmmmm ;-)

Opskrifter fra Mamma BOprettet af Birgitte Kratgaard 21 jun, 2015 17:25:00

Rabarber er en af mine favoritter (sammen med alle de andre, jeg har....), og lige nu er der jævnligt et bundt at hente i min mors baghave. Jeg husker, hvordan vi på Kratgaarden fik hjemmelavet saft, og efter jeg faldt over en meget enkelt opskrift på nettet, er rabarbersaft nu også en populær drik hos os. Og så lykkedes det mig minsandten også at finde en super lækker opskrift på cupcakes med rabarber, så kast jer ud i det og prøv. Begge dele er lækre i venten på sommeren..... smiley

Rabarbersaft

1 liter vand

500 g rabarber

2 dl rørsukker

1 vaniljestang og kornene heraf

Rens rabarberstænglerne og skær dem i mindre stykker. Kom rabarber, vand, sukker, vaniljekorn og vaniljestang i en gryde. Kog op og lad det koge i 10-20 min. afhængigt af stykkernes størrelse, men rabarberne skal være godt kogt ud. Tag gryden af varmen og lad saften køle af. Sigt saften gennem en sigte og hæld den direkte på flaske. Den kan opbevares i et par uger på køl og fortyndes med vand, dansk vand eller måske en mousserende vin.

Når den hældes gennem en alm. sigte bliver den lidt uklar – det foretrækker jeg, men den kan naturligvis også hældes gennem et klæde og blive helt klar smiley


Rabarber/marcipan-cupcakes (10-12 stk.)

2 æg

120 g. sukker

Kornene fra en halv vaniljestang

100 g. revet marcipan

125 g. hvedemel

1/2 tsk. bagepulver

75 g blødt smør

1 dl fine rabarber i små tern

PYNT: Glasur af flormelis og vand eller frostning af flødeost og flormelis, samt friske bær eller festligt krymmel

Pisk smør, sukker og vaniljekorn sammen til en luftigt masse. Tilsæt æggene, et af gangen til blandingen er jævn. Hæld melet, bagepulver og revet marcipan i. Drys rabarber med en smule mel og bland det i resten af dejen og miks det sammen. Fyld dejen i formene så de er ¾ fulde. Bag kagerne i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft. Bag i 15-20 min. afhængigt af din ovn – hold øje med dem! Pyntes med glasur/frosting eller serveres som de er smiley





  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post77

Dammsugare aka "Tømmerflåder"

Opskrifter fra Mamma BOprettet af Birgitte Kratgaard 01 jun, 2015 11:44:31
I min "svensker-periode" så jeg en af mine svenske favorit bagere lave dammsugare (svensk variant af træstammer), og den er nu blevet fast inventar på kage-listen hjemme. I daglig tale kalder vi dem Tømmerflåder - historien er gammel men ægte. Da jeg i sin tid boede på Nørrebro, forkælede jeg ofte mig selv, hvis jeg var alene en lørdag aften, ved at gå ned til den lokale 7Eleven på Runddelen for at købe en træstamme. En ellers helt almindelig aften stod jeg igen ved disken i 7Eleven, og da det blev min tur, bad jeg om en tømmerflåde. Pigen bag disken kiggede spørgende på mig, og jeg tænke "sikke en tumpe" og gentog mit ønske om en tømmerflåde. Hun fattede stadig ingenting, så jeg valgte at gentage tømmerflåde og samtidig pege på træstammerne. Pigen var kvik, for hurtigt sagde hun "hvor mange træstammer skal der til en tømmerflåde" - så lige siden har det være tømmerflåder i mit hoved smiley
Opskriften kan laves af kagerester (fx. når man bager lagkagebunde og får rester tilovers, når de skæres til, eller hvis der er lidt sødt tilbage fra brunch i weekenden, de gemte cupcakes er ved at blive lidt tørre eller lign.), men man kan også bare købe fx. sandkage eller hvad, der nu er på tilbud og bruge det. Det skal æltes grundigt - jeg giver det gerne ekstra lang tid med K-spaden i KitchenAiden, så det hænger godt sammen, og så skal man være tålmodig, når det skal samles til aflange pølser, men det er alt besværet værd. God fornøjelse!

50 g blødt smør
5 dl kage (skærekager/wienerbrød el. lign.)
2 tsk. kakao
Arrakessens

Marcipan (~300 g)
100 g chokolade

Smuldr kagen og bland det med smør og derefter kakao. Tilsæt arrak efter smag.

Rul dejen til lange "pølser"; pak dem ind og læg dem i fryseren. Når de er faste i konsistensen, pakkes de ind i marcipan, og enderne dyppes i chokolade.



  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post76

Chokoladekage – ”Mormors”

Opskrifter fra Mamma BOprettet af Birgitte Kratgaard 01 jun, 2015 11:29:34

Efter jeg faldt over denne chokoladekage i et dameblad, er det altid denne, jeg bager, medmindre det skal være med rigtig chokolade - denne her er rig på smag (= sukker, smør og masser af kakao smiley). Og med smørglasuren på er den en perfekt mundfuld, når lækkersulten melder sig. God fornøjelse!

Ingredienser:

6 spsk. kakao
250 g hvedemel
300 g sukker
1 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
en knsp. salt
2 æg
150 g smeltet smør
2½ dl vand

Glasur:

3 spsk. kakao
200 g flormelis
2 spsk. blødt smør
2 tsk. st. kanel
Ca. ½ dl kogende mælk

Fremgangsmåde:

*Tænd ovn på 170 grader
*Sigt alle de tørre dele sammen i en skål
*Kom æg, smeltet smør og vand i
*Pisk med elpisker dejen let og cremet
*Kom dejen i smurt bradepande
*Bag på næstnederste rille i ca. 35 minutter ved 170 grader

Når kagen er kold blandes glasuren ved at blande de tørre dele, rør smørret i og til sidst mælk. Glasuren smøres på kagen.







  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post75

Alle mine spøgelser….!

HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 20 feb, 2015 14:23:10

Jeg havde ikke lige set det komme, men jeg blev overmandet af et af fortidens spøgelser…. smiley

Vi har dem alle sammen, nogle flere end andre, og nogle af os er mere bevidste om dem end andre, men de er der, uanset hvad vi prøver at bilde os selv ind. Jeg har en del, men nogle af dem er betydeligt stærkere end andre, og jeg kender dem alt for godt. Desværre lytter de ikke til fornuft men lever udelukkende af følelser og usikkerhed, og nogle gange bliver jeg overmandet af dem så pludseligt, at jeg slet ikke når at afbøde ”angrebet”.

Det meste af tiden anser jeg mig selv for at være et ret fornuftigt menneske med begge ben solidt plantet på jorden, og jeg havde måske endda bildt mig selv ind, at jeg i dag står endnu stærkere end for bare et år siden. Og så alligevel ikke….!

Måske er det pga. trætheden efter for lidt søvn over flere dage, måske er jeg bare ikke så frisk helbredsmæssigt, som jeg gerne vil være, eller måske er det en helt naturlig reaktion på, hvor jeg er i dag. Uanset hvad så stod jeg ansigt til ansigt med et kæmpe spøgelse, da jeg slog øjnene op i morges. Alle mine forsøg på at få fornuften til at vise sit stærke ansigt blev skudt i sænk af spøgelset og dets enorme styrke. I stedet stod jeg med en uhyggelig stærk følelse af usikkerhed og angst for at miste.

Selv efter jeg med de stærkeste kort på hånden kunne afvise spøgelset, sad følelsen i mig flere timer efter. Det skræmmer mig, og samtidig bekræfter det mig i, hvor jeg er i dag. Jeg har åbent fortalt om spøgelset (og alle dets ”venner” i min bagage), og jeg ved, at det kommer igen. Men jeg ved også, at det kun er spøgelser, og at de en gang imellem skræmmer mig og får mig helt ud til kanten – forskellen er bare, at de i dag ikke får mig ud over kanten.

Hvis jeg skal finde noget positivt må det være, at jeg får rusket op i mig selv og bliver mindet om, hvad det er, jeg har i dag. Hvor heldig jeg er, men også hvor skrøbeligt det egentlig er. Kærligheden mellem mennesker, uanset om det er mellem to elskende eller to nære venner, er i bund og grund skrøbelig, og det er vigtigt, at vi tør kalde vores fortids spøgelser ved navn, når de dukker op.

Min følelsesmæssige fortid består meget af svigt og tab, men det betyder jo ikke, at min nutid og fremtid også gør det. At jeg reagerer på spøgelserne behøver ikke betyde, at jeg lader dem styre mig. Jeg bliver mindet om, hvor jeg kommer fra, og jeg bliver mindet om, hvad jeg har i dag. Og det er egentlig helt i orden, så længe jeg ikke lader panikken gribe mig og dermed risikerer at ødelægge, hvad jeg har i dag.

Så slutreplikken må, som altid, være: husk at vise andre, hvad I føler dem. Gør det nu og ikke i morgen – vær ikke bange for at lade spøgelserne titte frem, men sørg for de ikke overskygger nutiden og kærligheden. Uanset hvad der sker så husk på:

Størst er kærligheden!

Mamma B smiley smiley smiley smiley smiley smiley



  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post74

Sammen er vi stærke!

HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 15 feb, 2015 17:12:52

Følelsen af at give slip og holde fast på samme tid….! En meget tvedelt følelse….. Et menneske, som har stået mig meget nært i en del år, arbejder med sig selv og gør mig vildt stolt over de resultater, der kommer ud af det, men samtidig betyder det, at jeg er nødt til at trække mig tilbage for at give plads.

Det er en helt naturlig ting, og jeg fyldes med stolthed og glæde over at se alle de ting, der vokser ud af hele forandringen og rejsen. Men samtidig er det meget mærkeligt ikke at være en del af de små detaljer i hverdagen, ikke at have den samme mentale nærhed, vi har haft i mange år. Jeg under alt det bedste og er glad for at se, hvordan blomstringen sker – og samtidig at kærligheden også har fået plads smiley Og så savner jeg vores timer sammen…..

Men det er ingen klagesang fra min side – kun en stærk og ægte glæde over, at dette fantastiske og enestående menneske endelig er ved at se sit eget værd. Det har været en lang og sej rejse, og den ender ikke endnu, men at se, hvordan forandringen langsomt men sikkert sker, får mit gamle hjerte til at skælve af glæde. Nå ja, og en lille tåre falder der da også undervejs smiley

Jeg har selv haft en lang og sej kamp for at finde vej til mig selv, og jeg skal visse dage stadig tage den kamp, men jeg er et sted i dag, hvor jeg hviler i mig selv og nyder det liv, jeg har skabt mig på godt og ondt. Mit allerstørste ønske er, at de mennesker, jeg omgiver mig med, har den samme ro og tryghed i sig selv, som jeg endelig har fået. Der er ingen opskrift til, hvordan man gør det, hver enkelt har egne spøgelser og egne kampe, der skal kæmpes, og i sidste ende er det os selv, vi skal se i øjnene.

Så trods savnet efter vores timer sammen, glædes mit gamle hjerte over, at se et menneske jeg holder så meget af kæmpe sig frem på den vej, der stadig vil give bump undervejs, men hovedet er rejst, og der er en styrke og beslutsomhed, som jeg kun kan være stolt over at se.

Jeg stopper op og ser, hvem jeg omgiver mig med, og bliver som altid både stolt og ydmyg over at se, hvem I er! For når jeg har fortjent at have jer omkring mig, så kan jeg da ikke ha’ gjort det helt dårligt, vel smiley Og det er den følelse af tryghed og kærlighed, jeg tager med mig, hvor jeg går, og samtidig håber jeg, det lykkes mig at give lidt af den tilbage. For i sidste ende, skal ingen stå alene, men i fællesskab skal vi stå mod alt det svære, vi alle sammen møder på vores vej.

Pas på hinanden derude og vid, at jeg bærer jer i mit hjerte med kærlighed og taknemlighed!

Knus & kram

Mamma B smiley smiley smiley smiley smiley smiley





  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post73
« ForrigeNæste »