HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 04 aug, 2017 00:02:39Luften ”smager” anderledes, når det lige har regnet. Den
friske luft og lyden af vandet, der stadig drypper lidt her og der…. er
forfriskende og som om, det hele starter på ny.
Nogle dage kan det være rart at have muligheden for at
starte en gang til. De der dage, hvor alting synes at gå i et forkert tempo,
som om solen har glemt at trække gardinet fra. Vi har alle sammen dage, som
ikke sprudler af overskud, og sådanne dage kan jeg godt gribe ud efter noget,
der flytter fokus fra den der pakket-ind-i-dynen-fornemmelse, og lige dér er de
første minutter efter regnvejr en af mine favoritter – så rebooter jeg lige
hjernen 
I det store hele er jeg bare ikke noget morgenmenneske –
morgenkaffen er uden overdrivelse en af de vigtigste ingredienser i hele
processen. På hverdage er det også at komme ind ad døren på arbejdet og mødes
af min arbejdsfamilie. Selv på dårlige dage glæder jeg mig til at komme på
arbejde – og det har jeg gjort i to år nu. Nu skal det ikke lyde rosenrødt, men
de mennesker, som fylder min arbejdsdag, giver mig så meget, og løfter mig på
mine sorte dage. En god blanding af værkstedshumor, seriøsitet, kærlig mobning
og genuin omsorg fylder mine depoter godt op – der går stort set ikke en dag,
hvor vi ikke griner, og jeg mener virkelig griner helt fra det inderste.
Det tog mig mange år at finde frem til et sted, hvor jeg
trives, fordi jeg ikke selv kunne sige fra og passe nok på mig selv. Men da jeg
først havde taget beslutningen om, at det her var det, jeg gerne ville, så kom
det rigtige job også, præcis som jeg hele tiden har troet på. Hvis du ved, hvad
du vil, så skal du nok opnå det. Du skal til gengæld også ville det med
hjertet.
Jeg har lært mange fantastiske mennesker at kende i gennem
de (mange?!) år, jeg har været derude i arbejdsjunglen. Nogle stikker mere ud
end andre, mens nogle desværre også forsvinder hurtigere end ønsket. Alle de
mennesker, jeg har mødt, har på en eller anden måde sat et aftryk i mig. Nogle
måske kun et lille komma eller en parentes, men alle har på deres måde formet
og guidet mig gennem livet. Jeg håber, jeg på en eller anden måde også har og
vil fortsætte med at give noget til dem omkring mig. Ud over min larmende
latter og måske lidt for sjofle humor, men hej, hvem sagde jeg var perfekt!!
Midt i alle de positive tanker, slår virkeligheden også
hårdt ned – flere omkring mig er blevet ramt hårdt af sygdom. De kæmper på hver
deres måde en kamp for at komme hele igennem, og heldigvis kommer de fleste
godt ud på den anden side.
En stadig påmindelse om, at vi skal huske at leve i nuet og
værdsætte det, vi har. Hvis du ikke er lykkelig, hvor du er, så gå ud og find
det og/eller den, der gør dig lykkelig. Se omkring dig og sug alt det gode til
dig, du er omgivet af – kald mig bare romantiker, men jeg tror på, at vi alle
sammen omgives af gode ting, det er bare et spørgsmål om at fokusere på dem,
for så bliver de negative ting meget mindre.
At være elsket er helt fantastisk, men det er mindst lige så
utroligt at få lov til at elske tilbage. At den kærlighed man føler, bliver
modtaget af andre, er lige til at blive helt høj af. Kærlighed er det største og
mest effektive smertestillende middel, der findes – punktum!
Selv om jeg til tider føler mig helt pladderballeromantisk, så
er det bare sådan det er: jeg er havnet i mit helt eget paradis. Ja, der er
slanger i mit paradis, og der er såmænd også skeletter, men ingenting jeg ikke
kan klare. Jeg omgiver mig med mennesker, der siger mig noget, og som jeg gerne
vil være sammen med; og mennesker som vil mig, lille mig, fuldstændig som jeg
er, skæv og skør ;-) Jeg øser rigeligt af min kærlighed, men ikke til hvem som
helst, selv om det måske kan virke sådan set udefra. Jeg giver gerne, men jeg
lader mig ikke udnytte mere, for den lektie har jeg lært. Jeg føler også, at
jeg tager meget tilbage, og i hvert fald rigeligt til at holde mig i gang.
Jeg er velsignet med kærlighed, ærlighed og ro – endelig ro
og masser af det. Måske netop derfor har jeg overskud til at sprudle og give
til jer omkring mig. Vid jeg er her, vid jeg ønsker at være her, og vid at jeg
elsker jer, lige præcis som I er hver enkelt af jer. Familie og venner, en
broget samling af mennesker, som hver især er unikke for mig. Jeg oplever, at
familie og venner bliver blandet sammen, så jeg ikke ved, hvor familiebånd er
blod eller følelser mere, og sådan kan jeg li’ det. Summen af mennesker, jeg
omgiver mig med, er mere eller mindre konstant, og det selv om jeg møder nye
mennesker; andre finder lykken af veje, jeg ikke følger, men det er en del af
hele udviklingen og livet.
Luk øjnene, træk vejret og smag på luften – den der lige-efter-regn-luft
– og boost dit indre. Vi er her for at leve livet og lære af livet. Min største
lektie er stadig at størst er kærligheden!
Knus & kram
Mamma B 
HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 30 mar, 2017 22:36:29I’m
surrounded by people of all kinds, colours, nationalities and sexualities. And
that’s how I like it J
I have been
brought up in a traditional Danish family with a white mother and father, who
were happily married all their life and who worked hard to make every
possibility open to my brother and I. There were never any strong opinions over
dinner on, who we should be or how we should live our lives. The only thing
they expected was that we got an education and got the best out of life.
We both did
it but in two very different ways. My brother followed the direct path that my
parents wished for him – not that they decided anything, but he definitely had
the same goals for his life as they did.
I, on the
other hand, was searching for a very long time, exploring a lot of paths. Basically,
all I wanted was to be happy, and to be that I took many turns along the way. I
tested my sexuality, my spirituality, my religion and my profession. And not
once did my parents question my choices – they supported me every time I
presented a new path or idea. No doubt that has also been part of my “personal
education” as it showed me how important it is to embrace the people you are
surrounded by and to give them the room to find their own personal place to be
happy.
Today, I
have a life close to the one my parents had. I have a daughter who makes me
proud and gives me so much self-confidence – knowing that she is part of me and
I have been able to bring up such a lovely person is almost impossible to
describe in words. I have found a partner, who happens to be a white male, and
thus we live in a heterosexual relationship just like my parents did.
But to me
it is not the fact that I gave birth to a child or that I live in a
relationship with a man, but it is the fact that it makes me happy to live this
life. And I hope I bring the values of love and being loved by someone and not
the “right kind” to my daughter. Because love is a personal choice and should
never be made for you but by you and you should not have to
account to anyone for your choice in love and life.
Please do
not get me wrong – I still think it is important to take into account how your
choices may influence the people around you, but not so that your choices are
made from other people’s desires. Simply, that you act with respect for other people.
So my words
today should be that love comes in many shapes, and you should never be judged
by who you love, but by who you are. Love between two people is special and
should always be respected. Love is not less beautiful, because it is between the
same sex, between people of different ages, people of different colours, and so
on….. Love is love and should be welcomed between two adults.
The best
way to teach this to your surroundings is by living it. I choose love, as it
has chosen me. Open your arms and your door and invite love into your life!
Love is
life!
Mamma B
Dessert... ;-)Oprettet af Birgitte Kratgaard 31 dec, 2016 13:54:12Og ser tilbage på endnu et år, hvor der har været op- og
nedture, men hvor jeg hele tiden er landet på begge ben, ikke mindst takket
være de mennesker, der er omkring mig.
Min samvittighed har været helt sort i perioder pga. alt for
mange fraværsdage på mit arbejde, men jeg har oplevet, at jeg virkelig er
havnet det rigtige sted. Jeg har nogle helt fantastiske kollegaer, som har
favnet mig selv på mine mørke dage, og med hvem jeg har grinet så tårerne har
trillet; mennesker som giver mig ro og tryghed og dermed får det bedste frem i
mig. En ledelse, som har valgt at give mig plads til at få styr på de
problemer, jeg har med mit hoved, fordi de vil mig og det, jeg giver i mit
daglige arbejde, og som dermed gør mig både taknemlig og loyal helt ind i det
inderste af mig.
Jeg har ligeledes rundet et stort flot halvt århundrede, og
det med mennesker omkring mig, der virkelig betyder noget for mig. En fest som
ikke var stor og dyr, men som var mig på alle måder. En aften så fuld af
kærlighed og glæde, dans og sang – ja, en sang som var den største
kærlighedserklæring, jeg kunne ønske mig. Mit livs kærlighed har virkelig vist vores familie og venner, at det er mig, han elsker. I en alder af 50 år sidder
jeg med stor taknemlighed og forsøger at nyde hvert øjeblik, jeg er her. Det er
vel også det, vi er her for – at få det bedste ud af det liv, vi er havnet i,
og hvis vi ikke trives, hvor vi er, så må kompasset rettes ind, så vi kan styre
i den rigtige retning.
Det har taget mig rigtig lang tid at nå frem til det sted i
livet, hvor jeg hviler i mig selv og den hverdag, jeg har. Det kan være svært
at huske sig selv, når ens liv har bestået i at sørge for, alle rundt om har
det godt. Nu er fokus mere på mig selv, og det mærker jeg i den ro, der vokser
i mig. Det har også betydet, at jeg har taget mere hårdhændet fat omkring mine
problemer med spændinger og migræne, og i skrivende stund er jeg ved at opbygge
en hverdag, hvor jeg svømmer tre gange om ugen, laver øvelser dagligt og
generelt forsøger at passe på mig selv. Det betyder bl.a. at mærke efter og
melde ærligt ud, når kroppen siger, jeg skal have ro. Det kan godt være svært,
og det gør ondt på mig, når det går ud over andre, men det kan bare ikke lade
sig gøre at komme gennem livet og se sig selv i øjnene helt uden at træde andre
over tæerne indimellem. Desværre….
Det år, vi er på vej ud af i dag, har budt på mange
udfordringer mellem mit pleaser-jeg og mit ego-jeg – jeg forsøger at nedtone
pleaseren i mig og give mere plads til egoisten, men det er bare ikke en nem
opgave. Jeg er ved at lære, hvor vigtigt og samtidig svært det er at passe på
sig selv og være ærlig over for sig selv på en og samme gang. Men det er uden
tvivl den rigtige vej, jeg er på vej ned af, så jeg ser frem til et nyt år, hvor
mine to jeg’er nærmer sig hinanden endnu mere.
Tak skridtet ind i 2017 med åbent sind og tag mod det, livet
byder dig. Husk at lev det liv, du
ønsker og vær tro mod dig selv; og sørg for at leve i nuet. Elsk dig selv og de
mennesker, der har en plads i dit hjerte, og sørg for at de ved, du elsker dem.
Godt nytår til alle jer derude – og husk: størst er
kærligheden!
Knus & kram
Mamma B
HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 18 nov, 2016 05:31:32Hverdagen er fuld af spørgsmål, beslutninger, udgifter, ja,
mange ting, der tager plads – i hvert fald hos mig! Jeg kan vågne midt om
natten og ligge og fundere, og det bider sig selv i halen, når der også er en hverdag,
der skal passes. Hvor lidt jeg end har lyst til at indrømme det, så er jeg nået
en alder, hvor natteroderi – uanset om det er pga. festlige udskejelser,
hverdagsproblemer eller andet – giver bagslag flere dage efter.
Alligevel sker det af og til, at jeg som nu er vågnet alt for
tidligt, og når jeg så har ligget og rodet rundt et stykke tid, ender jeg altid
med at liste ud af sengen, så ham jeg deler dyne med, kan få ro resten af
natten. Også selv om der er kommet styr på det, jeg lå og funderede over. Så
det er ikke fordi, jeg nu sidder og er frustreret og prøver at finde en
løsning, nej, tværtimod har jeg nu et roligt øjeblik til at finde ro i mine
tanker og værdsætte det liv, jeg har i dag.
Dagligt bliver jeg mindet om, hvor hurtigt livet kan
forandres, og hvor vigtigt det er at være i nuet og nyde det liv og de
mennesker, der er omkring os. Der vil altid være ting, jeg kunne ønske var
anderledes, men når det er sagt, så er det ikke ting, jeg kan ændre på. Jeg
savner dagligt min far og ville ønske, han stadig var her, men det er han
heldigvis ikke – ja, heldigvis fordi han var så syg og mentalt et helt andet
sted, de sidste år han levede. Men savnet er der og er langsomt ved at blive en
naturlig del af mig, og det er ikke nødvendigvis et negativt savn.
For er kærligheden negativ? Herfra hvor jeg er så nej –
kærlighed er mange ting, og ja, den er ikke altid smuk og lyserød, men som
udgangspunkt er kærlighed vel positiv…. Den kærlighed jeg oplever, er ikke den
store forgyldte af slagsen, men den stille og smukke kærlighed. Som vanddråber lander
den på min vej dagligt i mange forskellige former, både som fysiske kys og
kram, men også som øjeblikke, der fylder mit hjerte og min krop med glæde og
lykke. Selv midt i øjeblikke af smertehelvede i et migræneanfald, kan jeg
rammes af dråber af kærlighed, når min datter kommer ind og lægger noget
køligt på min pande, eller min kæreste pakker tæppet tættere omkring mig.
I en tid, hvor rigtig mange drøner af sted i
overhalingsbanen, befinder jeg mig i ”pensionistbanen”, i hvert fald mentalt.
Der er hverdagen med arbejde og skole og alle de praktiske ting, en hverdag med
en pre-teen byder på, men det er stadig ikke med fuld knald på. Snarere en
tilbagelænet afklaret ro, som jeg håber og tror, vi alle tre har brug for. For
når alt kommer til alt, så er det samværet med dem, jeg elsker, der kommer ind
som første prioritet, og det kan ikke være anderledes. Livet er fuld af valg,
og mit valg er at være her for dem, jeg elsker og holder af.
En fredag morgen i november bliver jeg – igen – ramt af
vanddråber fyldt med lykke, fordi jeg er lige her, hvor jeg har det godt. Og
mon jeg så ikke får indhentet de manglende timers søvn igen…
Husk at elske jer selv og livet, og vise dem, I elsker, hvad
de betyder for jer. For størst er kærligheden!
Mamma B
HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 23 sep, 2016 10:14:29I går var det et år siden, min elskede Daddy tog sit sidste
åndedrag. Et helt år – allerede et år….! Der går ikke en dag, hvor jeg ikke
tænker på ham. Jeg kan stadig få en tåre i øjenkrogen ved tanken om det, han
aldrig nåede at se. Sine 5 børnebørn blomstre som de elskede unikke piger, de
er og vokser sig til. Hans livs kærlighed vokse endnu mere som menneske og vise
en styrke og overlevelsesevne, som er virkelig beundringsværdig. Jeg kan stadig
savne at få et kram, hvor jeg bliver barn igen og gemmer ansigtet ved hans
bryst og bare mærker og dufter min far. Det er nok det, jeg savner allermest og
noget, ingen af os oplevede de sidste år, hvor han var en helt anden – han var
slet ikke ”vores” mand, far, svigerfar og farfar/morfar, men et nærmest fremmed
menneske, som slet ikke lignede den mand, han havde været, og som lugtede
gammelt og sygt.
Heldigvis er det ikke den syge mand, jeg husker, men det unikke
menneske han var. Min far på godt og ondt, og et menneske der lærte mig nogle
vigtige ting om livet. Jeg husker fx tydeligt, da jeg flyttede fra Vendsyssel
til København for at arbejde og studere. Min mor stod på den ene side som en
virkelig stræber, der altid har gået efter at være så perfekt som mulig,
hvorimod min far flere gange mindede mig om, at ja, en god eksamen er vigtigt,
men ”husk nu at have det sjovt samtidig”!! For sådan var han også – jo, han var
såmænd også en stræber på sin måde, og han begravede sig også i bøger ved siden
af sit arbejde for at gøre sig selv dygtigere hele tiden, men han formåede også
at hygge sig og have det sjovt undervejs. Det må siges at være slået igennem
hos mig
I dag sidder jeg – midt i en uges smertehelvede med migræner
og spændingshovedpiner – og mindes min far igen. Han troede på et liv efter
døden, hvilket overraskede mig, og så alligevel ikke. Han har altid været lidt
mere alternativ, end de fleste troede. Han begyndte på et tidspunkt at læse om
zoneterapi, både fordi det interesserede ham, men også fordi han gerne ville
hjælpe mig af med mine mange migræneanfald. Hans bedstemor havde været en
såkaldt ”klog kone”, og der var et eller andet der, han havde fået med sig. Da
jeg blev mor, opstod der meget hurtigt en helt speciel forbindelse mellem min
far og min datter. De fandt hinanden på et plan, hvor vi andre ikke var. Det
viste sig meget tydeligt, da min far blev syg, for selv langt hen i sin sygdom
(hvor han ikke kunne genkende os andre), nævnte han min datters navn, og de
sidste gange hun var med, lyste han op, når han så hende og ville nødigt give
slip på hendes hånd igen. Og min lille pige var så supersej, for selv om hendes
morfar kunne virke meget skræmmende som det sølle menneske, han var blevet til,
så var hun roligheden selv og smilede til ham og gav ham kærligt hånden. Hun
trak sig aldrig fra ham. Den morgen, min far blev begravet, fortalte min datter
alvorligt og uden nogen form for forskrækkelse, at morfar var kommet til hende
om natten og havde været hos hende. Helt roligt var hun sikker på, at han kom
for at fortælle hende, at han havde det godt. Måske er der mere mellem himmel
og jord, end vi umiddelbart kan forstå…..
I går, 1-års dagen for min fars død, var vi selvfølgelig
forbi hans gravsted. Han ligger mellem to træer, hvor der burde være en
hængekøje 
Mellem træerne kunne vi skimte solen, og lige præcis på hans grav, var der helt
frisk og fint grønt græs. Jo, han har det godt, der hvor han er, og han passer
godt på os hernede, det er der ingen af os, der er i tvivl om.
Og livet går videre – jeg kom til min runde dag i sommer,
hvor jeg blev fejret af familie og gode venner. Nogle gange glemmer jeg
desværre, hvor fantastiske mennesker jeg egentlig har omkring mig…. Men det
blev da slået fast godt og grundigt til min fødselsdag. Uden sammenligning var
højdepunktet dog den enestående kærlighedserklæring min elskede kæreste gav
mig, da han rejste sig op for, troede jeg, at holde en tale, men hurtigt
afsluttede talen for at synge ”Sea of Love” for mig. Der gik næsten et døgn,
før det gik helt op for mig, hvad det var, han havde givet mig: Ubetinget
kærlighed! Den lever vi med i hverdagen, så meget at det nogle gange næsten
føles som en kliche, men sådan er det bare, og det er helt naturligt. Det tog
mig rigtig lang tid at nå dertil, hvor jeg var klar til at møde ham, men det
var værd at vente på.
Midt i hverdagens banale skønhed bliver jeg dog stadig
mindet om, at vi skal huske at leve i nuet og værdsætte det vi har. Igen er et
menneske tæt på, en person jeg holder meget af, ramt af en hård sygdom. Med en
følelse af uretfærdighed er jeg klar til at hjælpe hende gennem den tid, hvor
hendes krop bliver udfordret, så hun kan komme godt gennem sydomsforløbet. Jeg
værdsætter min kærestes rummelighed, fordi jeg blot meddeler ham, at nu skal
jeg forbi og hilse på igen. Han passer naturligt hverdagen, uanset om jeg er
væk et par timer eller mere. For mig er det vigtigt at kunne være der, hvor jeg
føler behovet er, og lige nu er det nogle gange hos min veninde, og så er det
bare sådan det er. Vi behøver ikke have dybe samtaler, men kan sidde i sofaen og
hygge til tv’et, eller gå en tur og få lidt frisk luft. Nogle gange er det bare
sådan, det er
Så uanset hvor du er i livet, og uanset hvad du føler du
mangler, så prøv at stoppe op og se, hvad det egentlig er du har. Husk at nyde
det liv du har, uanset om du synes, det er hårdt eller kedeligt. Du har selv
muligheden for at ændre det, men måske skal du bare se de små ting i hverdagen,
der gør en positiv forskel for dig. Fx kan det at komme hjem fra arbejde til en
tømt opvaskemaskine, gør mig rigtig glad, eller at mærke min datters arme
omkring mig og føle kærligheden. Når jeg falder i søvn – oftest på min kæreste
brystkasse, mens han læser – er det med et smil på læben, for lykken
er at elske og være elsket. Så skal alt det andet nok gå!
Størst er kærligheden!
Kram
Mamma B
HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 27 mar, 2016 23:18:21Vi har alle sammen drømme og håb for fremtiden, og nogle
bliver opfyldt mens andre forbliver drømme. Men når vi en dag er nået til
afslutningen, er det forhåbentlig med de fleste ting på vores liste tjekket af!
Det er 6 måneder siden, jeg tog afsked med min far, som
heldigvis var nået en alder, hvor han havde haft mulighed for at opfylde sine
drømme – og de fleste af de ting, han gerne ville, var også tjekket af.
Det er desværre ikke alle, der får muligheden for at nå at
få alle drømme opfyldt, hvor gerne de end vil. Jeg tror ikke, der findes en
eneste i dag, der ikke på en eller anden måde har mistet et nært familiemedlem
eller en nær ven pga en dødelig sygdom – trist men i hvert fald noget jeg har
bemærket i min egen omgangskreds, både med familie og venner.
Når det rammer mennesker, vi holder af, og som er et sted i
livet, hvor det bare virker så meningsløst og uretfærdigt, er det bare så svært
at forstå. Jeg oplever selv, at de personer, der rammes, bliver fantastisk
afklarede og stærke og får det bedst mulige ud af den tid, de har. Det blev
sagt så utroligt rammende af en, jeg holder meget af – hun sagde: ”selv om vi
alle er døende, passer vi ikke nok på hinanden”. Og hun har jo ret, vi er alle
døende, men nogle ved hvornår udløbsdatoen er, mens vi andre lever i lykkelig
uvidenhed.
Nu skal det hele ikke være så sort, men hver gang døden
kommer tæt på, når man står over for at miste en person, der har været en del
af ens liv, så kommer der unægtelig tanker op omkring den hverdag, man selv
lever i, og jeg er ikke spor anderledes. Da jeg mistede min far var der mange
følelser, for selv om han havde haft et godt liv, og selv om han ikke havde
noget værdighed tilbage, så var han min far og svær at sige farvel til.
Når et ungt menneske i min omgangskreds pludselig inden for
få måneder går fra frisk til at være dødeligt syg, og hun ved, at hun ikke skal
se sine små børn vokse op, så får det naturligt nok også tankerne i gang.
Jeg forsøger i min hverdag at være taknemlig for det liv jeg
har, og de mennesker jeg omgiver mig med. Jeg kan netop i dag fejre, at jeg for
to år siden mødte det menneske, der på alle måder gør mig hel – som min datter
sagde, efter han var blevet en del af vores liv, ”han er den brik, der gør
vores puslespil helt” Hver aften falder jeg i søvn med et smil, for jeg har
vitterlig et liv, jeg er meget taknemlig for.
Ja, alt er langt fra perfekt, men jeg har en ro i min
hverdag, et liv fyldt med mennesker, jeg værdsætter og elsker højt, og en
kærlighed jeg aldrig havde turdet tro på. Men han er her, og han elsker mig
ubetinget som den skøre papegøje jeg er, ligesom jeg elsker ham og alle hans ”perfect imperfections” Og jeg har
mit livs mesterværk, min datter som gør sin Mamma stolt ved blot at være den,
hun er – et lille menneske, som udstråler en ro og styrke, som jeg kun kan være
stolt over og glad for, hun besidder. Med stor kærlighed i stemmen har hun
proklameret, at hun er min selvtillid, når jeg ligger lidt lavt selv. Kærlighed
BIG TIME!!
Livet er en gave, kærligheden er en velsignelse – alle bør
nyde begge og huske at dele ud af det til de mennesker, der betyder noget. Jeg
håber, de mennesker, jeg omgiver mig med, ved, hvor meget de betyder for mig. Livet
skal leves nu, det er i dag der gælder, for hvem ved, hvad i morgen bringer.
Lev i nuet og nyd det liv, du har – og er du ikke tilfreds, så tag det første
skridt til at få det liv, du gerne vil ha’. Det er derude og venter på dig.
Så ud og nyd det, livet og kærligheden!!!
Knus
Mamma B
HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 01 jan, 2016 15:29:11Den første dag i det nye år starter med en stilhed, som er
helt uventet men bestemt ikke ubehagelig – snarere tværtimod efter flere dages
optrapning af fyrværkeri og en øredøvende kulmination, da himlen eksploderede i
farver de første minutter af 2016.
Jeg ser tilbage på et år, som endnu en gang har bragt både
op- og nedture forbi min dør. Et år, hvor jeg har taget beslutninger, som har
været længe undervejs, længere end jeg nok rigtig forstår, og et år som har
bragt både fred og sorg med sig.
På arbejdsfronten startede jeg med meget få timer, og ret
hurtigt stod det klart, at dette ikke ville blive bedre – en følge af dette
var, at jeg måtte trække stikket, og stille og roligt få styr på min indre uro
og kamp for at finde frem til, hvad det egentlig var, jeg søgte. Da jeg endelig
havde taget beslutningen gik det stærkt, måske lidt for stærkt, men jeg landede
uden tvivl det rette sted. Mit ego fik et boost i sensommeren, da jeg kun 7
dage efter start som vikar blev tilbudt fastansættelse. Det medførte til
gengæld et par måneder, hvor jeg igen befandt mig i en indre kamp, fordi jeg
hele tiden forsøgte at slå mig selv i hovedet med de ting, jeg ikke nåede, i
stedet for at se alt det, jeg gjorde rigtigt og den positive effekt det havde
på min egen og mine omgivelsers hverdag. Men jeg blev stædigt ved, og nu ved
jeg, at jeg er havnet lige der, hvor jeg hører til. Jeg har fundet en
arbejdsglæde i selve arbejdet og ikke mindst sammen med mine kollegaer, og er –
igen – blevet Mamma B (og tante Stram…. 
). Selv på de hårde dage, glæder jeg mig over mit arbejde og der grines mere,
end jeg kan huske, jeg har gjort mellem 8 og 16 nogensinde før. Mamma B er
kommet hjem
Den ro jeg fandt, kan jeg dog ikke tage på min egen kappe
helt og aldeles. Den skyldes ikke mindst min elskede lille familie – de giver
mig en ro og tryghed, der gør mig i stand til at træffe de beslutninger, som er
de bedste for mig og dermed giver mig en endnu større fred i hverdagen. En ro
jeg også har haft ekstra meget brug for i efteråret.
Min gamle Daddy, syg og dement som han var, sagde endeligt
farvel den 22. september 2015. Selv om det var det allerbedste for ham, og det
vi i familien længe havde ønsket for ham, gjorde det naturligt nok stadig ondt
at miste ham. Den sorg vi har båret indeni, efterhånden som han langsomt
forsvandt ind i sig selv og efterlod en skal, kunne vi endelige lukke ud. Tabet
af det menneske, han en gang var, den morfar og farfar han var for sine
børnebørn, den far han var for min bror og jeg, og den livskammerat, bedste ven
og ægtefælle han havde været i 50 år for min mor, det tab gjorde mere ondt, end
jeg på nogen måde havde kunnet forberede mig på. De første mange uger efter,
var min største bekymring min mor, og deraf min opmærksomhed næsten udelukkende
på hende. Heldigvis har jeg altid været tæt med min mor, og under min fars
sygdomsforløb, har vi kunnet tale åbent om alt både godt og skidt, og der har
aldrig været noget, der har været tabu. Men at se min mor i kirken, da hun sad
mellem min bror og jeg, til sidst bryde sammen af sorg, gjorde mit hjerte så
ondt, at jeg knap kunne trække vejret. Min altid stærke og stolte mor, var
pludselig et skrøbeligt, alene lille menneske, som hun sad der mellem os….!
I alle de år, jeg kan huske, har hun været der (sammen med
min far) og passet på os, aldrig bedt os om noget, og altid rejst sig med en beundringsværdig
styrke. Nu følte jeg, at jeg var nødt til at passe ekstra på hende, min elskede
mor, og sørge for at hun ikke gik helt ned ved tabet af det menneske, hun nok
har elsket højst hele sit liv. Det var egentlig aldrig noget, jeg tænkte over,
men blot en naturlig handling. Lidt mere opmærksomhed via de daglige
telefonsamtaler, og en tilbagevendende søndagsmiddag, som nu er blevet en
tradition, og måske lidt flere smser i løbet af dagen. Men aldrig på noget
tidspunkt noget, jeg satte spørgsmålstegn ved, det var bare sådan, det skulle
være og fortsætter med at være.
På trods af mine følelsesmæssige op- og nedture i løbet af
de sidste 12 måneder, har jeg hver aften, når alle var lagt i seng og lyset var
slukket, lagt mig til at sove som et lykkeligt menneske. For lykken er at være
omgivet af de personer, der giver dig ubetinget kærlighed. Med elskede V og min
livs kærlighed har jeg unægtelig et ret godt udgangspunkt – hvad de to giver
mig, blot ved at være en del af mit liv, vil jeg aldrig kunne udtrykke med ord,
blot vil jeg sige, at den er alt. Min familie består ud over de to hjerter,
naturligt nok af min mor og bror og nærtstående familie, men også af nogle
personer, som ikke er blodsbeslægtet, men beslægtet med hjerte og sind. Jeg er
omgivet af mennesker, som vil mig det godt, og som elsker mig uanset hvad. Jeg
har nogle grundstene (mine 3 søstre ved, hvem de er ), og så har jeg nogle
virkelig stærke venskaber, som jeg er så taknemmelige for.
Så alt i alt kan jeg kun sige, at uanset hvilke følelser,
der har været i spil, i det år, vi netop har kysset farvel, så har der været en
mening med det hele. Jeg starter 2016 med et savn, som altid vil være der, selv
om det med tiden bliver en naturlig del af mig, men jeg starter også med
kærlighed og tryghed. ”Love, live, laugh” – og så vil jeg tilføje ”cry”, og lad
bare alle følelserne springe ud, men vær tro mod dig selv og dem, du elsker.
Hvis du kan se dig selv i øjnene, kan det jo ikke være helt forkert, vel?!
Og så kan vi jo se frem til at brag af en fest i midten af
2016, når jeg til sommer runder de 50! Jeg glæder mig allerede til at feste,
for fødselsdage har jeg aldrig været bange for, de er kun endnu en grund til at
samle de mennesker, der betyder noget. At der så følger et par rynker med, gør
da kun livet endnu sjovere – min mormor sagde altid, at hvis du husker at
smile, får du glade rynker, så jeg prøver.
Må 2016 blive et år med glæde og fremgang for dig og husk:
Størst er kærligheden!
Mamma B
HovedretOprettet af Birgitte Kratgaard 20 sep, 2015 09:55:49Min elskede Daddy ligger nu på sit dødsleje – han får kun
smertestillende, til hans krop endelig giver slip. Det har længe gået den vej,
og vi har i familien været enige om, at det bedste ville være, at han fik fred.
Men nu hvor det er så nært forestående, så kæmper mine indre følelser en intens
kamp – for på den ene side er det en lettelse at vide, han endelig får fred, og
på den anden side gør det så inderligt ondt at vide, at nu sker det!
Jeg prøver at forberede mig på, at det kan ske når som
helst, men jeg ved godt, at det øjeblik jeg får beskeden, bryder mit indre
sammen i sorg. For selv om min far ikke har været til stede som det menneske,
han var, i flere år, så er det stadig ham, jeg tager afsked med. Jeg har ikke
kunnet få et knus og mærke min fars arme omkring mig og indsnuse hans duft
rigtig længe, men det er stadig væk tanken om det, der var, jeg tager afsked
med. Som altid prøver jeg at kanalisere mine følelser ud gennem skrift og sang.
Jeg har længe forberedt en tekst, som jeg skal synge ved min fars begravelse,
og selv om jeg ved, det bliver det sværeste, jeg nogensinde har gjort, så ved
jeg også, at det er en del af min sorgbearbejdelse, og mit allersidste farvel
til et menneske, som har stået ved min side altid. Så det er noget, jeg skal
gennemføre!
Samtidig har jeg stor fokus på et andet menneske, som lige
nu bruger alle sine kræfter på at komme gennem dette med oprejst pande – min mor.
Hun er et af de stærkeste mennesker, jeg kender, og hun kæmper lige nu for at
komme igennem dagene ved min fars side. Hun har al fokus på, at han ingen
smerter har og får den ro og omsorg, han har brug for. Hvordan hun får styrken
til at sidde ved et menneskes side, som kun er skind og ben, og som har været hendes
livskammerat, hendes livs kærlighed og bedste ven i et halvt århundrede, det
fatter jeg simpelthen ikke, men hun har en enorm viljestyrke. Derfor har jeg også
mere fokus på hende, end på min far. Jeg står last og brast med hende og er
klar til at gribe hende, når hun falder – for på et eller andet tidspunkt, når
min far er væk og alt det praktiske er overstået, så falder hun sammen. Det er
egentlig slet ikke noget, jeg har taget stilling til, for det er helt naturligt,
at det øjeblik hun har brug for mig, så står jeg der. Det samme gælder naturligvis
for min bror, selv om det nok er på en anden måde.
Men midt i alt det triste finder jeg også en utrolig styrke
og varme i min egen lille familie – min elskede datter, som er en stærk lille
person, og som kommer og putter sig ind til mig og siger, at morfar får det
bedre, når han får fred; og mit livs kærlighed, som passer på mig og tager mig
i sin trygge, kærlige favn, når jeg føler, at følelserne tager overhånd.
Visheden om, at det jeg har i mit liv, ville have givet min far stor glæde, gør
mig stolt, og glæden over at han og min datter havde et helt specielt forhold,
mens han stadig var sig selv, giver mig styrke.
Så selv når det er allersværest, er det faktisk til at komme
igennem. Min far har haft et fantastisk liv, og selv om vi godt kunne have
ønsket, at han havde forladt os på anden vis, så hjælper det ikke at tænke på
de sidste år han havde, for det kan vi ikke ændre på. Alt i alt tror jeg ikke,
han ville have levet sit liv meget anderledes, og det er vel det bedste, man
kan ønske sig!
Og med dette in mente, så bliver det såmænd nok endnu en fin
dag. Måske er vi heldige, at det er i dag, min elskede Daddy endelig får fred.
Uanset hvad så har han lært mig, at man skal huske at have det sjovt undervejs,
for livet skal ikke kun være slid og slæb
Så husk at lev livet i dag og hold jer ikke tilbage men vis
jeres nærmeste, hvor højt I elsker dem. Kærligheden er livet
Knus & kram
Mamma B
| Choose image for share content |
|---|
|
