Mamma B's Kitchen

Mamma B's Kitchen

Glimt fra et helt almindeligt liv!

Velkommen forbi min blog, hvor jeg deler ud af mine tanker, meninger og af og til en opskrift eller to.

Chokolade-cupcakes så englene synger (på svensk!)

Opskrifter fra Mamma BOprettet af Birgitte Kratgaard 27 mar, 2018 21:29:24
Hedder det en muffin eller en cupcake....? Altså, den diskussion har jeg haft flere gange, men som med rigtig mange andre ord og vendinger, så vinder de forkerte indpas som accepterede, selv når de er forkerte (suk, mit sproghjerte græder....).

Men uanset hvad de hedder, så har jeg opskriften på de lækreste chokolade-cupcakes(!) - jeg fandt den i sin tid på en svensk hjemmeside, og siden har de været helt faste på fødselsdagsborde og andre festlige lejligheder. Man kan selvfølgelig variere dem i én uendelighed, og man kan putte ekstra chokolade i, men uanset hvad, så er de bare virkelig gode.

Denne opskrift giver ca. 24 i normal størrelse:

4 dl hvedemel

1 tsk bagepulver

1/2 tsk natron1/4 tsk salt

1 1/2 dl kakao

125 g blødt smør

2 1/2 dl sukker

2 æg

1 3/4 dl creme fraiche (jeg har også brugt yoghurt, hvis jeg ikke har haft cr. fraiche)

1 tsk vanillekstrakt (eller vanillesukker)

Bland de tørre ingredienser. Pisk smør og sukker luftigt og tilsæt derefter et æg ad gangen. Så tilsættes creme fraiche og til sidst de tørre ingredienser. skal være godt blandet (sådan rigtig luksus-blød at se på)

Bages ved 175°C i 25-30 min. afhængig af størrelsen på formene.

Rigtig god fornøjelse!

Mamma B smiley





  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post91

Påskeæg igen igen!

Opskrifter fra Mamma BOprettet af Birgitte Kratgaard 27 mar, 2018 10:56:39
Der er et eller andet med mig og traditioner, for når jeg først har gjort noget, der gør andre glade - og mig en tilfredsstillelse EFTER det er gjort - så har det tendens til at blive hængende.

Dette gælder også for påskeæg. For en del år siden faldt jeg over en opskrift på påskeæg i Berlingske, og den blev klippet ud og sat ind i min hjemmelavede, håndskrevne kogebog (NOTE: den startede jeg på, ½ år inden jeg flyttede hjemmefra, så jeg kunne få nogle af min mors tips og tricks med, når jeg skulle ud og stå på egne ben). Den er siden flyttet over i min digitale kogebog, og den bliver troligt fundet frem hvert år før påske.

I år har jeg for én gangs skyld været i så god tid, at jeg endda nåede at bestille ekstra marcipan, så jeg var sikker på at have nok til årets produktion af påskeæg!

Det kræver et par dages forberedelse, fordi der først skal laves en sirup: saften af 2 appelsiner, revet skal af 1 appelsin, sukker (ca. 50 g, men ellers efter smag) og lidt safran. Det koger ind ved meget lav varme; hos mig plejer det at koge 2-3 timer, men hold øje med det, for pludselig går det stærkt. Det skal være sådan en tyk masse/gele til sidst. Når det er helt kølet af, blander jeg det med ca. 500 g marcipan og en sjat spiritus (Grand Marnier el. lign).

Størrelsen på hvert påskeæg plejer at variere, men jeg er så nørdet, så jeg vejer den færdige marcipanmasse og deler den med 20, hvorefter jeg vejer af til hvert æg, så de bliver ens i størrelsen.

Når alle æg er formede, lader jeg dem lufttørre, gerne til næste dag. Så dypper jeg dem i chokolade (som regel mørk) og dekorerer med hvid. Men hold dig endelig ikke tilbage med at prøve det, du har lyst til!!

Og så er der som regel nok til, jeg kan forkæle både kollegaer, familie og venner!

God fornøjelse og endnu bedre påske!

Mamma B smiley


  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post90

Rabarber....mmmmm ;-)

Opskrifter fra Mamma BOprettet af Birgitte Kratgaard 21 jun, 2015 17:25:00

Rabarber er en af mine favoritter (sammen med alle de andre, jeg har....), og lige nu er der jævnligt et bundt at hente i min mors baghave. Jeg husker, hvordan vi på Kratgaarden fik hjemmelavet saft, og efter jeg faldt over en meget enkelt opskrift på nettet, er rabarbersaft nu også en populær drik hos os. Og så lykkedes det mig minsandten også at finde en super lækker opskrift på cupcakes med rabarber, så kast jer ud i det og prøv. Begge dele er lækre i venten på sommeren..... smiley

Rabarbersaft

1 liter vand

500 g rabarber

2 dl rørsukker

1 vaniljestang og kornene heraf

Rens rabarberstænglerne og skær dem i mindre stykker. Kom rabarber, vand, sukker, vaniljekorn og vaniljestang i en gryde. Kog op og lad det koge i 10-20 min. afhængigt af stykkernes størrelse, men rabarberne skal være godt kogt ud. Tag gryden af varmen og lad saften køle af. Sigt saften gennem en sigte og hæld den direkte på flaske. Den kan opbevares i et par uger på køl og fortyndes med vand, dansk vand eller måske en mousserende vin.

Når den hældes gennem en alm. sigte bliver den lidt uklar – det foretrækker jeg, men den kan naturligvis også hældes gennem et klæde og blive helt klar smiley


Rabarber/marcipan-cupcakes (10-12 stk.)

2 æg

120 g. sukker

Kornene fra en halv vaniljestang

100 g. revet marcipan

125 g. hvedemel

1/2 tsk. bagepulver

75 g blødt smør

1 dl fine rabarber i små tern

PYNT: Glasur af flormelis og vand eller frostning af flødeost og flormelis, samt friske bær eller festligt krymmel

Pisk smør, sukker og vaniljekorn sammen til en luftigt masse. Tilsæt æggene, et af gangen til blandingen er jævn. Hæld melet, bagepulver og revet marcipan i. Drys rabarber med en smule mel og bland det i resten af dejen og miks det sammen. Fyld dejen i formene så de er ¾ fulde. Bag kagerne i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft. Bag i 15-20 min. afhængigt af din ovn – hold øje med dem! Pyntes med glasur/frosting eller serveres som de er smiley





  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post77

Dammsugare aka "Tømmerflåder"

Opskrifter fra Mamma BOprettet af Birgitte Kratgaard 01 jun, 2015 11:44:31
I min "svensker-periode" så jeg en af mine svenske favorit bagere lave dammsugare (svensk variant af træstammer), og den er nu blevet fast inventar på kage-listen hjemme. I daglig tale kalder vi dem Tømmerflåder - historien er gammel men ægte. Da jeg i sin tid boede på Nørrebro, forkælede jeg ofte mig selv, hvis jeg var alene en lørdag aften, ved at gå ned til den lokale 7Eleven på Runddelen for at købe en træstamme. En ellers helt almindelig aften stod jeg igen ved disken i 7Eleven, og da det blev min tur, bad jeg om en tømmerflåde. Pigen bag disken kiggede spørgende på mig, og jeg tænke "sikke en tumpe" og gentog mit ønske om en tømmerflåde. Hun fattede stadig ingenting, så jeg valgte at gentage tømmerflåde og samtidig pege på træstammerne. Pigen var kvik, for hurtigt sagde hun "hvor mange træstammer skal der til en tømmerflåde" - så lige siden har det være tømmerflåder i mit hoved smiley
Opskriften kan laves af kagerester (fx. når man bager lagkagebunde og får rester tilovers, når de skæres til, eller hvis der er lidt sødt tilbage fra brunch i weekenden, de gemte cupcakes er ved at blive lidt tørre eller lign.), men man kan også bare købe fx. sandkage eller hvad, der nu er på tilbud og bruge det. Det skal æltes grundigt - jeg giver det gerne ekstra lang tid med K-spaden i KitchenAiden, så det hænger godt sammen, og så skal man være tålmodig, når det skal samles til aflange pølser, men det er alt besværet værd. God fornøjelse!

50 g blødt smør
5 dl kage (skærekager/wienerbrød el. lign.)
2 tsk. kakao
Arrakessens

Marcipan (~300 g)
100 g chokolade

Smuldr kagen og bland det med smør og derefter kakao. Tilsæt arrak efter smag.

Rul dejen til lange "pølser"; pak dem ind og læg dem i fryseren. Når de er faste i konsistensen, pakkes de ind i marcipan, og enderne dyppes i chokolade.



  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post76

Chokoladekage – ”Mormors”

Opskrifter fra Mamma BOprettet af Birgitte Kratgaard 01 jun, 2015 11:29:34

Efter jeg faldt over denne chokoladekage i et dameblad, er det altid denne, jeg bager, medmindre det skal være med rigtig chokolade - denne her er rig på smag (= sukker, smør og masser af kakao smiley). Og med smørglasuren på er den en perfekt mundfuld, når lækkersulten melder sig. God fornøjelse!

Ingredienser:

6 spsk. kakao
250 g hvedemel
300 g sukker
1 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
en knsp. salt
2 æg
150 g smeltet smør
2½ dl vand

Glasur:

3 spsk. kakao
200 g flormelis
2 spsk. blødt smør
2 tsk. st. kanel
Ca. ½ dl kogende mælk

Fremgangsmåde:

*Tænd ovn på 170 grader
*Sigt alle de tørre dele sammen i en skål
*Kom æg, smeltet smør og vand i
*Pisk med elpisker dejen let og cremet
*Kom dejen i smurt bradepande
*Bag på næstnederste rille i ca. 35 minutter ved 170 grader

Når kagen er kold blandes glasuren ved at blande de tørre dele, rør smørret i og til sidst mælk. Glasuren smøres på kagen.







  • Kommentarer(0)//blog.kratgaard.dk/#post75